Moldovas historie indtil 1991

Moldaviens første fyrste Dragos frigjorde sig fra Ungarn i midten af 1300-tallet og regerede fra 1352 til 1353. Frem til sammenslutningen af de to fyrstendømmer Moldavien og Valakiet i 1859 havde Moldavien 147 forskellige fyrster. En fyrste regerede i gennemsnit i tre et halvt år, hvilket viser, hvor farligt et liv en fyrste levede. Mange døde i krige eller blev myrdet, men den korte gennemsnitlige tid på posten som fyrste skyldtes også, at fyrsten skulle betale Porten i Istanbul for sin stilling. Det gjorde det til en god forretning at skifte fyrsterne ud i hurtig rækkefølge. Jo flere fyrsteudskiftninger, des flere penge tjente Porten.

Ungarn forsøgte at indføre katolicismen i Moldavien og Valakiet, hvilket mislykkedes, for fyrsterne foretrak Byzans. Fyrsten betragtede sig selv som arvtager af de byzantinske traditioner og fastholdt den ortodokse tro. Efter Kontantinopels fald i 1453 videreførte man i Moldova de religiøse og politiske traditioner herfra.

Fra ca. år 1500 bredte Osmannerriget sig mod nord, og det område, der udgør det nuværende Moldova, kom under tyrkernes herredømme de næste mange år. Det ophørte først helt i 1859. Porten i Konstantinopel bestemte over handelen og skulle godkende udnævnelser af fyrsten og højere embedsmænd. Moldova blev Portens tagselvbord, for det var i denne fase, at Osmannerne begyndte den økonomiske udbytning af fyrstendømmet. Korn, får, heste og kvæg blev sendt til Konstantinopel.

Hele området mellem den østlige del af Karpaterne og Dnestr tilhørte oprindeligt fyrstedømmet Moldavien, indtil Rusland erobrede den østlige del mellem Prut og Dnestr i 1812. Russerne opkaldte den nyerhvervede provins efter den moldaviske prins Basarab 1., og den kom derfor til at hedde Bessarabien. Fyrstendømmet Moldavien mistede ved den lejlighed hele det frugtbare sletteland mellem Prut og Dnestr. Tilbage blev et amputeret område af Moldavien fra Prut mod øst til Karpaterbjergene med Moldaviens gamle hovedstad Iaşi beliggende nær Pruts vestlige bred. Dette område udgør i dag den rumænske region Moldavien.

Zar Aleksander 1. gjorde provinsen til et russisk protektorat, som han russificerede ved at sende russiske embedsmænd, gendarmer og soldater afsted for at regere i zarens navn. Helt frem til slutningen af 1. Verdenskrig tilhørte Bessarabien Zarriget. Efter det russiske nederlag i Krimkrigen 1856 blev den sydlige del af Bessarabien, som var af stor strategisk betydning, da det kontrollerede Donaus udløb i Sortehavet, givet tilbage til Moldavien, men efter den russisk-tyrkiske krig i 1878 tog Rusland området tilbage.

Efter 1. Verdenskrig og den russiske revolution i 1917 blev området igen en del af Kongeriget Rumænien. Det skete ved en afstemning i Sfatul Tarei 'landets råd', dvs. et slags parlament, den 27. marts 1918. De bessarabiske politikere havde ellers i december 1917 udnyttet den kaotiske situation efter den russiske revolution til at erklære Bessarabien for en selvstændig republik. De havde taget Lenin på ordet, da han erklærede, at alle nationaliteter i Zarriget havde ret til selvbestemmelse. De rumænske politikere modsatte sig imidlertid autonomi og fik gennemført en ny afstemning i Sfatul Tarei den 27. marts 1918, hvor forsamlingen stemte for Bessarabiens indlemmelse i Rumænien. Den formelle forening med moderlandet, som de rumænske politikere kaldte det, skete med Paristraktaten i oktober 1920.

Forløbet mellem autonomierklæringen i slutningen af 1917 og indlemmelsesafstemningen i marts 1918 viser, at der i Bessarabien var en del modstand mod foreningen med Rumænien. Den rumænske regering havde for en sikkerheds skyld sendt militære enheder øst for Prut. Formålet var angiveligt at "sikre ro og orden i overgangstiden". Hermed mentes i hvert fald delvis, at man ville forhindre kommunistisk agitation og oprør; men der kan også have været tale om en magtdemonstration over for de lokale politikere. Nogle af disse plæderede for at afholde en folkeafstemning, men det blev afvist af den rumænske regering.

Nu blev Bessarabien helt integreret i det nye Storrumænien, som på trods af store etniske mindretal kaldte sig en national enhedsstat, som tilmed i stort og småt blev centralt styret fra Bukarest. Indlemmelsen viste sig senere at have været præget af store problemer, og de bessarabiske politikere følte sig i en vis forstand ”kørt over”. Nutidens politikere i Moldova kender også denne historie, som lægger en dæmper på deres lyst til at slutte sig til Rumænien.

Sovjetunionen (USSR) ratificerede aldrig denne traktat, som man mente stred mod international ret. Efter at de andre stormagter havde ratificeret traktaten lod de fleste europæiske magter, som om traktaten alligevel var trådt i kraft.

Frem til 1940 tilhørte Bessarabien såledesStorrumænien, men USSR affandt sig ikke med denne tilstand. For at forberede Bessarabiens genindlemmelse i Rusland/USSR – og som en protest mod Paristraktaten – oprettede USSR allerede i 1924 den Transnistriske Sovjetrepublik langs hele Dnestrs østbred. Dette smalle område havde aldrig været en del af Bessarabien, men havde tilhørt Ukraine. Efter sejren i den russiske borgerkrig, hvor Ukraine på ny var indlemmet i USSR, kunne lederne i Kreml nu uden videre skære et stykke af Ukraine og gøre det til en ny ministat. USSR overvejede tilsyneladende ikke efterfølgende at give området tilbage til Sovjetrepublikken Ukraine. Det er denne ministat, der i dag udgør Transnistrien.

Gennem hele mellemkrigstiden udgjorde Bessarabien et stridspunkt mellem Rumænien og USSR. I juni 1940 krævede Vjatjeslav Molotov og Josef Stalin (med ”hjemmel” i Molotov-Ribbentrop-aftalen fra 1939) området givet tilbage i løbet af 48 timer. Modsat Finland i november 1939 bøjede Rumænien sig og evakuerede under store vanskeligheder og i stor hast Bessarabien. Efter besættelsen udråbtes Bessarabien, nu inklusive Dnestrs Østbred, altså Transnistrien, til Den Moldaviske Socialistiske Sovjetrepublik.

Præcis et år senere erobrede rumænske og tyske enheder Bessarabien, da Hitlers tropper invaderede USSR i juni 1941. Rumænerne indlemmede området (uden østbredden) i Rumænien, men det varede kun til 1944, hvor Den Røde Hær genbesatte hele provinsen. Frem til USSR's opløsning i 1991 hed Bessarabien Den Moldaviske Sovjetrepublik, men efter 1991 kom landet til at hedde Moldova. Østbredden (Transnistrien) hørte med til Moldova fra 1944, hvor USSR som nævnt generobrede området og frem til 1992, hvor området af russiskvenlige politikere og med Ruslands støtte i ryggen udråbtes til Republikken Transnistrien. Formelt var området en del af Moldova.

Bessarabien og Moldova har som få andre lande været kastebold mellem naboerne i øst og vest. Konflikten mellem øst og vest er ikke blot historie, men en stadig aktuel politisk konfrontation mellem de forskellige ”nationale” strømninger i Rumænien og Moldova på den ene side og mellem Rusland og EU på den anden side. Både øst og vest bejler nu til Moldova.

Efter den russiske folketælling i 1897 boede der ca. 2 millioner mennesker i Bessarabien, hvoraf 48 pct. var rumænere, 28 pct. russere/ukrainere, 12 pct. jøder, 5 pct. bulgarer, mens de sidste 7 pct. bestod af tyskere og andre mindre grupper. Befolkningen var dermed meget uensartet sammensat, men rumænerne udgjorde langt det største mindretal, hvilket er baggrunden for, at nogle rumænske politikere foreslår, at Rumænien og Moldova igen forenes.

De nyeste tal viser, at flertallet af befolkningen på ialt 4,3 millioner taler rumænsk (64 pct.) og tilhører den ortodokse kirke. I tidens løb har der været gjort forsøg på at skabe et selvstændigt moldovisk sprog, uden det dog er lykkedes. Enhver, der behersker det rumænske sprog, behersker også det officielle sprog i Moldova. Den eneste forskel er, at der har sneget sig lidt flere ukrainske og russiske låneord i hverdagssproget i Moldova. Provinsen rummer stadig mindretal, der taler ukrainsk (14 pct.), russisk (13 pct.) og det tyrkiske sprog gagausisk (4 pct.).

USSR og de moldoviske kommunister forsøgte i tiden efter 2. Verdenskrig at skabe en særlig moldovisk identitet, især ved som nævnt at tale om det moldoviske sprog. Det eneste synlige udtryk på denne påståede særlige moldoviske identitet var imidlertid indførelsen af det kyrilliske alfabet i sovjettiden d.v.s. fra 1945 til 1991. Moldova opgav efter selvstændigheden det kyrilliske alfabet, mens Transnistrien har bevaret det.

For at få en afklaring på sprogstriden indbragte nogle i 2013 hele sprogsagen for Moldovas forfatningsdomstol, som afsagde en klar dom: det moldoviske sprog er rumænsk.

• Moldovas historie efter 1991
• Bessarabien
• Moldavien
• Transnistrien
• Moldova