Chişinău. Byens skyline.

.

Chişinău er hovedstaden i Moldova; 639.000 indbyggere (2019). Byen ligger ved Bac, en biflod til Dnestr, og rummer foruden de administrative hovedstadsfunktioner en alsidig industrisektor med blandt andet maskinfremstilling; hertil højere læreanstalter, teatre og museer. De centrale bydele er anlagt af russerne i 1800-tallet med gaderne i skakbrætmønster. Genopbygningen efter 2. Verdenskrigs store ødelæggelser blev forestået af Aleksandr Sjtjusev (1873-1949), som også kendes for Leninmausoleet i Moskva. Bykernen har bevaret præg af provinsby, mens forstæderne består af højhuskarréer.

Faktaboks

Også kendt som

russisk Kisjinjov

Byen er nævnt i 1466, da den hørte til det moldaviske fyrstendømme, der i begyndelsen af 1500-tallet kom under tyrkerne. Efter russisk erobring i 1812 blev den hovedstad i guvernementet Bessarabien. Siden 1812 har Chisinau har været underlagt otte forskellige regimer, hvorfor befolkningen i Chisinau har oplevet talrige ændringer i gadenavne, parker, afsokling af statuer, udskiftning af alfabet og rejsning af nye monumenter og nedrivning af gamle.

Mange af Ruslands jøder bosatte sig i slutningen af det 19. århundrede i Chisinau. I begyndelsen af det 20. århundrede var næsten halvdelen af indbyggerne jøder. Progromer ramte byens jøder både i 1903 og 1905 med snesevis af ofre. I Anden Verdenskrig omkom næsten halvdelen af Chisinau s jøder i Rumænien s holocaust. I 1993 rejstes i Chisinau s ghetto et monument til minde om ofrene i holocaust 1941-1944.

Efter Sovjetunionens besættelse i 1940 og genbesættelse efter 1944 ramtes befolkningen i byen af deportationer og henrettelser. Jordskælv ramte byen i 1940 og i 1977 med store ødelæggelser og omkomne til følge.

Chişinău var som det øvrige Moldova indlemmet i Rumænien i 1918-1940 og 1941-1943, men er nu hovedstad i det selvstændige Moldova. Danmark har i 2023 åbnet en ambassade i byen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig