Moldovas historie efter 1991

I slutningen af 1980’erne var Moldova fortsat en af i alt 15 Sovjetrepublikker i Sovjetunionen. Generalsekretær Mikhail Gorbatjov var kommet til magten i Moskva i 1985 og udrullede i de år sine omfattende reformprogrammer perestrojka og glasnost. Som led heri indbød Gorbatjov til en decentralisering og liberalisering af det politiske system – både i Sovjetunionen som helhed og i de enkelte sovjetrepublikker. Som i de central- og østeuropæiske satellitstater førte det til national vækkelse og voksende krav om øget selvstændighed i de enkelte sovjetrepublikker. Således også i Moldova.

I maj 1989 blev bevægelsen den Moldoviske Folkefront dannet. Dens medlemmer organiserede politiske møder og demonstrationer og intensiverede gradvis kravene om fremmelse af moldovisk sprog og kultur, heriblandt en overgang fra russisk til moldovisk og et skifte fra det kyrilliske til det latinske alfabet. I august 1989 samlede bevægelsen omkring 300.000 til en demonstration i hovedstaden Chișinău. Lederne af den fortsat kommunistiske Moldoviske SSR følte sig presset til at vedtage de ønskede sprogreformer. Moldovisk var nu det officielle sprog og man anerkendte samtidig dets nære slægtskab med rumænsk (reelt er moldovisk en dialekt af rumænsk).

Over det følgende halvår voksede kravene om fremme af moldovisk identitet og gradvis også egentlig selvstændighed fra Sovjetunionen. Ved valget til den Øverste Sovjet (Moldovas parlament) i marts 1990 blev ikke-kommunistiske kandidater for første gang tilladt opstilling. Repræsentanter fra den Moldoviske Folkefront i forening med en række ligesindede partier vandt en jordskredssejr. De dannede regering med lederen af Folkefronten, Mircea Druc (f. 1941), som premierminister.

Opildnet af den folkelige opbakning blev Folkefronten mere og mere vovet og aggressiv i sin politik. De kæmpede nu for løsrivelse fra Sovjetunionen og genforening med Rumænien, som de mente Moldovas historie og identitet var naturligt knyttet til (hovedparten af Moldova havde da også været en del af det rumænske kongedømme i hele Mellemkrigsperioden). Samtidig begyndte Drucs regering systematisk at afskedige ikke-moldoviske kulturpersoner og ansatte i statsadministration. Konflikten med det overvejende russisk-talende område af Moldova, Transnistrien, spidsede mere og mere til (se nedenfor).

Identitet var et højpolitisk emne, og selv mange af de tidligere kommunistiske ledere bakkede nu op om Moldovisk selvstændighed. Men mange anlagde nu også en mere moderat kurs både i forhold til sprogpolitikken og genforeningsspørgsmålet. I marts 1991 blev Mircea Snegur, som havde været den Moldoviske SSR’s generalsekretær siden 1985 udpeget til den nyetablerede post som præsident for Moldova. I maj samme år afsatte parlamentet den radikale Druc som premierminister til fordel for den mere afdæmpede Valeriu Muravschi (1949-2020).

Den 8. december 1991 blev Snegur i landets første egentlige valg kåret som en sikker vinder med 98 % af stemmerne. Folkefronten boykottede valget og ville ikke opstille en kandidat. Dette til trods var valgdeltagelsen på hele 84 %, og Snegur havde dermed folkelig opbakning til sin mere moderate kurs.

I samme måned blev Sovjetunionen opløst og Moldova blev et selvstændigt land.

I Transnistrien – et område i den nordøstlige del af Moldova adskilt fra resten af landet af floden Dnestr – fulgte befolkningen og myndighederne med bekymring udvikling i Moldova. Transnistrien var fortrinsvist befolket af russisktalende indbyggere (de havde brugt det kyrilliske alfabet siden 1300-tallet), som i højere grad identificerede sig med Sovjetunionen og Rusland end med Moldova og Rumænien. Området havde i Mellemkrigstiden været en del den ukrainske Sovjetrepublik, og i tiden efter 2. Verdenskrig, da det blev indlemmet i den nyetablerede Moldoviske sovjetrepublik, var det anerkendt som et område med særstatus som en såkaldt autonom republik. De lokale ledere i Transnistrien var således vant til at have stor politisk indflydelse.

For de politiske ledere i Transnistrien var der altså ikke kun identitetspolitiske men også magtpolitiske interesser på spil. De frygtede at moldovisk selvstændighed, og værst af alt genforening med Rumænien, ville betyde, at deres politiske og økonomiske magt ville blive stækket. Den transnistriske elite omfavnede derfor den sprogpolitiske konflikt med hovedlandet Moldova i forsøget på at mobilisere lokalbefolkningen til at kræve større autonomi og med tiden selvstændighed.

I januar 1990 afholdtes en folkeafstemning i regionen, hvor 96 % angiveligt stemte for øget autonomi. Gradvis eskalerede konflikten med hovedlandet, og fra marts 1991, hvor Snegur blev præsident, tog de transnistriske ledere reelt ikke længere mod ordrer fra hovedstaden.

Da Gorbatjov blev kuppet i Moskva i august 1991, og Sovjetunionen reelt var i opløsning, erklærede Transnistrien sin selvstændighed. Chisinau svarede igen ved at arrestere de transnistriske politiske ledere, men det førte blot til forøget eskalation i form af omfattende strejker på de industrifabrikker i området, som var af enorm vigtighed for den moldoviske økonomi. De tilfangetagne blev sat fri igen.

I december 1991, da Snegur vandt præsidentvalget i Moldova, afholdtes også valg i Transnistrien. Borgmesteren for regionens hovedby – og senere hovedstad – Tiraspol, Igor Smirnov (f. 1941), vandt en overvældende sejr. Han var stålsat på at sikre Transnistrien uafhængighed og eskalerede konflikten yderligere. Fra februar til juni 1992 pågik gentagne regulære kamphandlinger mellem Moldova og Transnistrien. Borgerkrigen var en realitet.

Under hele konflikten nød de transnistriske ledere godt af militær, økonomisk og politisk støtte fra Rusland. Ruslands 14. armé, som var stationeret i området, bidrog med både våben og soldater og kunne dermed garantere områdets sikkerhed overfor Moldovas sparsomme militære styrker. Samtidig udtrykte stærke nationalistiske kræfter i det russiske parlament, som vicepræsident Aleksandr Rutskoj (f. 1947) og parlamentsformand Ruslan Khasbulatov (1942-2023) konsekvent støtte til den transnistriske sag. Det gav præsident Smirnov yderligere blod på tanden.

Ved det afgørende slag den 20.-21. juni 1992 ved byen Bender spillede den 14. russiske armé således også en afgørende rolle i at drive de moldoviske tropper ud af byen og over floden Dnestr. Ruslands præsident Boris Jeltsin fik tvunget Snegur til forhandlingsbordet. Den 21. juli 1992 underskrev de en aftale om våbenhvile. Konflikten havde da kostet omkring 1000 døde og sårede, og i omegnen af 130.000 var internt fordrevne. De russiske tropper forblev i området som "fredsbevarende styrker".

Transnistrien var nu endeligt løsrevet fra Moldova og sikrede sig derved de facto selvstændighed. Ingen lande, ejheller Rusland, har dog sidenhen officielt anerkendt udbryderrepublikkens selvstændighed.

I 1996 afløste en anden tidligere reformkommunist, Petru Lucinschi, Snegur på præsidentposten, mens et parlamentsvalg i marts 1998 gav kommunisterne den største andel af stemmerne, uden at de dog opnåede absolut flertal. Det fik de til gengæld ved parlamentsvalget i 2001, der gav kommunistpartiet 71 af de 101 mandater, hvorefter parlamentet valgte partiets leder, Vladimir Voronin, til præsident for fire år. Herved blev Moldova den første og hidtil (2006) eneste tidligere sovjetrepublik, hvor kommunisterne er kommet til magten igen.

Voronin fik dog ikke gjort noget ved landets kroniske fattigdom, og problemet med Transnistrien kom heller ikke nærmere en løsning. Imidlertid var oppositionen splittet, og kommunisterne vandt også parlamentsvalget i 2005, men måtte have støtte fra medlemmer af oppositionen til at få genvalgt Voronin. I sin anden periode ville Voronin satse på at forbedre den sociale og økonomiske situation, demokratisere samfundet, løse konflikten omkring Transnistrien og søge europæisk integration. Landet er dog fortsat Europas fattigste land, og korruption er udbredt.

Moldova er omfattet af EU's naboskabspolitik, og i 2005 iværksattes en handlingsplan for landet med henblik på en tilnærmelse til EU's regler og politiske målsætninger. EU deltager også sammen med OSCE, USA, Rusland og Ukraine i bestræbelserne på at mægle mellem Moldova og Dnestrrepublikken. Ruslands de facto-anerkendelse af udbryderregionen belaster forholdet til Moldova, og forholdet mellem de to lande kølnedes yderligere i 2006, da der opstod uenighed om prisen for gasleverancerne fra det russiske gasselskab Gazprom, og Rusland stoppede for importen af moldovisk vin.

Forholdet til nabolandet Rumænien har været anstrengt siden begyndelsen af 1990’erne. Som et neutralt land vil Moldova ikke søge medlemskab af NATO, hvis Partnerskab for Fred-samarbejde landet har deltaget i siden 1994, men i sin anden periode har præsident Voronin opstillet et tættere samarbejde med NATO som et centralt udenrigspolitisk mål. Moldova er medlem af GUAM-samarbejdet og var med til at puste nyt liv i det i 2006.

• Moldovas historie (før 1991)
• Bessarabien
• Moldavien
• Transnistrien
• Moldova