Faktaboks

Michael Mørkøv
Født
30. april 1985

Michael Mørkøv er en af dansk cykelsports største profiler med imponerende resultater både som bane- og landevejsrytter.

Fra banen til landevej

Michael Mørkøv
Michael Mørkøv fejrer sejren i parløb ved OL i 2021.
Michael Mørkøv
Af /Ritzau Scanpix.

Mørkøv kørte hele sin ungdom på Ballerup Super Arena og blev som ung en del af det danske banelandshold, et landshold, der blev mere og mere succesrigt og kulminerede ved bane-VM i 2009 i Polen, hvor Mørkøv og Alex Rasmussen blev verdensmestre i parløb, og hvor Mørkøv kørte indledende heat, da det danske 4000-meterhold vandt guld. I alt er Mørkøv tre gange blevet verdensmester i parløb, og ved De Olympiske Lege i 2021 i Tokyo blev det ligeledes til guld sammen med Lasse Norman. Han var også en del af det hold, der vandt sølv i holdforfølgelse ved OL i 2008 i Beijing. Han er desuden noteret for en bronzemedalje i parløb ved VM i 2008 og et europamesterskab i 2019.

Den prikkede bjergtrøje

Som landevejsrytter fandt Mørkøv sin plads i feltet ved at være en af verdens bedste leadout-ryttere for de store sprintere, men har også egne imponerende resultater som landevejsrytter. Mørkøv kørte i 2012 i den prikkede bjergtrøje i Tour de France. Han er tre gange blevet dansk landevejsmester, har vundet en etape i Vuelta a España og er blevet nr. to i den franske klassiker Paris-Tours.

Rekorder som par nr. 7

Michael Mørkøv er blevet indbegrebet af par nr. 7 i forbindelse med det københavnske seksdagesløb og DBC Ballerups 3-dagesløb. Han har rekorden som den rytter, der har kørt flest gange som par nr. 7 i det københavnske seksdagesløb. Elleve gange er det sket, og syv gange har han vundet som par nr. 7. Tre gange har Mørkøv desuden kørt som par nr. 7 i tredagesløbet i Ballerup, der regnes for aftageren til det københavnske seksdagesløb.

Nyt eventyr i 2024

Michael Mørkøv
Michael Mørkøv under Tour de France i 2021.
Michael Mørkøv
Af /Ritzau Scanpix.

I 2024 skal Michael Mørkøv køre på Astana Qazaqstan-teamet, hvor hans hovedopgave bliver at hjælpe britiske Mark Cavendish til at vinde en etape i Tour de France og dermed overgå Eddy Merckx. Cavendish og Merckx deler lige nu rekorden med 34 etapesejre i det franske etapeløb.

Priser

To gange, i 2008 og 2009, har Mørkøv, som en del af banelandsholdet, modtaget prisen som Årets Cykelrytter i Danmark.

Michael Mørkøvs hold

  • Astana Qazaqstan (2024)
  • Soudal- Quick Step (2023)
  • Quick Step Alpha Vinyl (2022)
  • Deceuninck-Quick Step (2021)
  • Deceuninck-Quick Step (2020)
  • Deceuninck-Quick Step (2019)
  • Quick Step Floors (2018)
  • Team Katusha Alpecin (2017)
  • Team Katusha (2016)
  • Tinkoff-Saxo (2015)
  • Tinkoff-Saxo (2014)
  • Saxo-Tinkoff (2013)
  • Saxo Bank – Tinkoff Bank (2012)
  • Saxo Bank – Sungaard (2011)
  • Saxo Bank (2010)
  • Saxo Bank (2009)
  • Team GLS (2008)
  • Team GLS (2007)
  • Team GLS (2006)
  • Team GLS (2005)

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig