Mary Bess Westenholz, 1857-1947, dansk frikirkelig organisator; i 1900 medstifter af det unitariske samfund, i hvis ledelse hun sad 1900-25, og hvis blad, Protestantisk Tidende, hun redigerede 1905-19.
Mary Bess Westenholz medvirkede til at fremprovokere en højesteretsdom, der i 1908 fastslog, at intet kirkesamfund uden for folkekirken kan kræve kirkelige handlinger udført af folkekirkens præster (se unitarisme).
Hendes ildsjæl manifesterede sig, da hun 19.8.1909 skaffede sig adgang til folketingssalen, ringede med formandens klokke og som den første kvinde talte fra tingets talerstol; hun markerede sin utilfredshed med forsvarspolitikken og bebrejdede politikerne deres vage reaktioner på den igangværende Albertiaffære.
Episoden var genstand for en del morskab, men kvindevalgretsbevægelsen var begejstret over at få sat fokus på spørgsmålet om kvinder og politik.
Især i 1910'erne og 1920'erne korresponderede Karen Blixen flittigt med sin "Moster Bess" om kvindesag, ægteskab og borgerligt liv.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.