Faktaboks

Marceline Desbordes-Valmore
Født
20. juni 1786, Douai, Nord
Død
23. juli 1859, Paris

Den franske forfatter Marceline Desbordes-Valmore er mest kendt for sine romantiske digte. Hun skrev dog også erindringer (Les Veillées des Antilles, 1821), en selvbiografisk roman (L'Atelier d'un peintre, 1833), noveller og fortællinger for børn. Hun var anerkendt for sin poesi af store digtere som Alphonse de Lamartine, Charles Baudelaire og Paul Verlaine og var en nær bekendt af Juliette Récamier.

Marceline Desbordes-Valmores mistede som ung sin mor under et ophold på Antillerne og måtte tidligt ernære sig selv som skuespiller og sanger i Paris og Bruxelles. Her endte hun med at høste anerkendelse. Hendes alderdom formørkedes af en række dødsfald i den nære familie.

Desbordes-Valmores digteriske tone

Mens hun endnu optrådte på teatret, udgav Marceline Desbordes-Valmore sin første digtsamling, Élégies et romances (1819). Dermed blev hun en del af den store romantiske digtergeneration med Lamartine som den fremtrædende skikkelse i 1820'erne.

Ligesom i samlingerne Les Pleurs (1833) og Poésies inédites (posthumt 1860) er der tale om følelsernes lyrik, men uden sentimentalitet. Hun udtrykte også et romantisk engagement i et digt til de oprørske arbejdere i Lyon (1834). Kritikeren Charles Augustin Sainte-Beuve fremhævede hendes "naturlige tone", og hendes digtning var da også ukunstlet, med en særlig musikalitet.

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

  • Danahy, Michael (1989). Marceline Desbordes-Valmore. In: Denis Hollier (red.), A New History of French Literature. Harvard: Harvard University Press. Også på fransk i samme, De la littérature française. Paris: Bordas, 1993.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig