Faktaboks

Magnus Cort

Magnus Cort Nielsen

Født
16. januar 1993, Rønne
Magnus Cort
Magnus Cort under 7. etape af Paris-Nice den 11. marts 2023.
Magnus Cort
Af /Ritzau Scanpix.

Magnus Cort er en dansk cykelrytter, der kører for det norske hold Uno-X Pro Cycling. Han er en ud af blot tre danske ryttere, der har vundet etaper i alle tre Grand Tour-løb. De to andre er Jesper Skibby og Mads Pedersen.

Magnus Corts karriere

Magnus Corts karriere begyndte i 2012, hvor han skrev kontrakt med Team Concordia Forsikring-Himmerland, inden han i 2013 fortsatte karrieren hos Team Cult Energy. Samme år blev det til to etapesejre i Post Danmark Rundt. I 2015 skiftede han til WorldTour'en og det australske Orica-GreenEDGE. I 2018 og 2019 kørte han for Astana teamet, og fra 2020 skiftede han til EF Education teamet.

Magnus Cort debuterede i Vuelta a España i 2016 med to etapesejre. I 2020 vandt han en enkelt etapesejr, og i 2021 blev det til hele tre etapesejre for den dygtige rytter og en samlet placering som nummer 77. Han blev desuden kåret til løbets mest angrebsivrige rytter. I 2017 vandt han det spanske endagsløb Clásica de Almería.

Magnus Cort deltog første gang i Tour de France i 2018, hvor han vandt 15. etape. I 2022 kørte han først over stregen efter 10. etape. Magnus Cort vandt desuden en række bjergspurter og kørte i den prikkede bjergtrøje fra 2. til 8. etape.

Den 16. maj 2023 vandt Magnus Cort 10. etape af Giro d'Italia og blev dermed den blot tredje dansker, der har vundet etapesejre i alle tre Grand Tour-løb.

I august 2023 blev det offentliggjort, at Magnus Cort fra 2024 til 2026 har kontrakt med det norske Uno-X Pro Cycling.

Magnus Corts holdhistorik

  • Uno-X Pro Cycling (2026)
  • Uno-X Pro Cycling (2025)
  • Uno-X Pro Cycling (2024)
  • EF Education-EasyPost (2023)
  • EF Education-EasyPost (2022)
  • EF Education-Nippo (2021)
  • EF Pro Cycling (2020)
  • Astana Pro Team (2019)
  • Astana Pro Team (2018)
  • Orica-Scott (2017)
  • Orica-BikeExchange (2016)
  • Orica GreenEDGE (2015)
  • Orica GreenEDGE (2014)
  • Cult Energy Vital Water (2014)
  • Team Cult Energy (2013)
  • Team Concordia Forsikring – Himmerland (2012)

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig