Faktaboks

Lord Kelvin

William Thomson

Født
26. juni 1824, Belfast, Storbritannien
Død
17. december 1907, Largs, Storbritannien

Lord Kelvin fotograferet som 78-årig i 1902. Ud over sine mange andre gøremål udviklede og forfinede han en række fysiske instrumenter. Her ses han med sit kompas, som havde en langt større præcision end tidligere kompasser.

.

Lord Kelvin var en britisk (skotsk) fysiker, der er bedst kendt som grundlægger af termodynamikken (sammen med Rudolph Clausius) omkring 1850. Kelvin gav den første klare formulering af de to hovedsætninger og definerede den absolutte temperaturskala, som stadig bærer hans navn.

Lord Kelvins videnskabelige arbejde

Lord Kelvin var i perioden 1846-1899 professor i Glasgow. Hans tidlige arbejder om elektricitet og magnetisme, navnlig hans opfattelse af et magnetfelt som hvirvler i æteren, var en vigtig forudsætning og inspiration for James Clerk Maxwells udformning af den elektromagnetiske feltteori.

Lord Kelvin og James Prescott Joule gennemførte sammen en eksperimentel undersøgelse af gassers termiske egenskaber, hvor de blandt andet påviste den såkaldte Joule-Thomson-effekt i 1952. Ved at anvende termodynamikken på en termoelektrisk strømkreds forudsagde Lord Kelvin en ny effekt, Thomson-effekten.

Lord Kelvin spillede en betydningsfuld rolle ved etableringen af en telegrafforbindelse mellem England og USA. I forbindelse med dette projekt grundlagde han et firma, som med stor succes fremstillede præcisionsinstrumenter til brug i telegrafindustrien.

Fra omkring 1862 var Kelvin indblandet i en livlig debat om Jordens og Solens alder. Han viste, hvordan man ud fra fysiske argumenter kunne vurdere disse legemers alder; problemet var, at hans værdier var for lave til at kunne forenes med geologers og biologers teorier for jordskorpens dannelse og arternes udvikling. Spørgsmålet blev først løst, efter at radioaktivitetens opdagelse førte til erkendelse af en hidtil ukendt kilde til varmeudvikling i jordskorpen.

Tildeling af ridder-ordenen

I Victoriatiden blev Kelvin efterhånden anset for britisk naturvidenskabs førende skikkelse. I 1866 blev han slået til ridder som anerkendelse for sine fortjenester ved etableringen af Atlanterhavskablet. I 1892 blev han optaget i adelstanden som Lord Kelvin, et navn, han antog efter den flod, der omkredser universitetsområdet i Glasgow.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig