Lofoten

Lofoten. Det lille fiskerleje Reine.

.

Lofoten.

.

Lofoten, stor norsk øgruppe, som vest for Narvik strækker sig et par hundrede km ud i Norskehavet; 1227 km2, ca. 24.000 indb. (2003). Størst blandt de mange øer og utallige klippeskær er Austvågøy (med hovedbyen Svolvær), Vestvågøy og Moskenesøy.

Faktaboks

etymologi:
Øgruppen kendes 1324 som Lofot, opr. navn på Vestvågøy, af lofot 'fod på los', brugt sammenlignende om et fremspringende næs.

Øerne er opbygget af hårde, prækambriske bjergarter; nogle af disse er over 3 mia. år gamle. Istiders gletschere og havets erosion har skabt et dramatisk landskab med store terrænforskelle, spidse fjeldtinder (flere over 1000 m) og stejle fuglefjelde, men også enkelte steder brede strandflater med landbrug og små fiskerlejer. Øerne er adskilt af snævre, strømfyldte sunde; set sydfra fremstår de mange fjelde som ét stejlt bjergparti, Lofotveggen. Klimaet er meget blæsende og om vinteren ekstremt mildt set i forhold til breddegraden.

Lofoten er især kendt for sit store og traditionsrige fiskeri. Om sommeren fanges overvejende sej, og om efteråret sild. Men det altdominerende fiskeri finder sted fra januar til april. Det er efter torsk (skrei), som fra Barentshavet søger ind for at gyde på bankerne ved Lofoten. Dette fiskeri går langt tilbage; så tidligt som i 1100-t. lod kong Øystein en række rorbuer (fiskehytter) opføre. Fiskeriet blev befolkningens væsentligste livsgrundlag, og fra hele Nordnorge søgte fiskere i åbne både hertil i vintermånederne. I rekordåret 1896 var her 32.000 fiskere. Talrige konflikter om rettigheder kunne undertiden udarte i regulære søslag, og fiskeriet måtte reguleres. Meget blev finansieret af Bergens købmænd, og denne bys opsving i 1100-t. og fremover hvilede bl.a. på lofotfisk, som her blev omsat og eksporteret. Udbyttet svinger kraftigt fra år til år. I fiskerbyerne bliver torsken saltet, tørret, frosset eller bearbejdet til konserves.

Tidligere foregik trafikken mellem øerne udelukkende pr. skib, men store investeringer i veje, tunneler og broer gør det nu muligt at køre gennem det meste af øgruppen fra Austvågøy i nordøst til Moskenesøy i sydvest. Dette har bl.a. betydning for Lofotens nye, vigtige erhverv, turisme.

Lofotens forhistorie kendes fra bl.a. de udgravninger, der i 1980'erne blev foretaget ved Borg på Vestvågøy. Her lå i yngre germansk jernalder og vikingetid et høvdingesæde. Et 83 m langt hus er søgt rekonstrueret og danner nu kernen i Lofotr Vikingmuseum, der åbnede i 1995.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig