Faktaboks

Lars Aagaard
Født
13. august 1967
Lars Aagaard i 2022.

Lars Aagaard ved ministeroverdragelsen i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet den 15. december 2022.

Lars Aagaard i 2022.
Af /Ritzau/Scanpix.

Lars Aagaard er klima-, energi- og miljøminister i regeringen Mette Frederiksen II fra den 15. december 2022. Han repræsenterer partiet Moderaterne.

Lars Aagaards uddannelse og karriere

Lars Aagaard er uddannet cand.scient.adm. fra RUC i 1994. Året efter blev Aagaard planlægningschef på Teknologisk Institut for i 2000 at blive kontorchef i Erhvervsministeriet. I 2003 begyndte han at beskæftige sig med energi i brancheorganisationen Dansk Energi, hvor han blev viceadministrerende direktør i 2006 og administrerende direktør fra 2009 til 2022. Ved siden af har Aagaard varetaget en række tillids- og bestyrelsesposter, bl.a. i den europæiske interesseorganisation Eurelectric.

Da Dansk Energi i april 2022 indgik i det nystiftede Green Power Denmark, blev det uden Aagaard i den nye ledelse. Han blev i stedet energipolitisk kommentator og partner i Kraka Advisory.

Synspunkter

I spidsen for Dansk Energi gjorde Aagaard organisationen mere slagkraftig i varetagelsen af branchens interesser med en stærk understregning af klimaet og den grønne omstilling. Aagaard har således markeret sig som talsmand for elektrificeringen af det danske energisystem og en reduktion af forbruget af fossile brændsler.

Aagaard er kendt for at have et stort indblik i dansk og europæisk energipolitik og de interesser, der her kommer til udtryk. Hans ledelses- og forhandlingsstil karakteriseres som kontant og direkte, hvilket også kom til udtryk i hans korte tid som kommentator.

Partitilhørsforhold

Aagaard har tidligere været medlem af Radikale Venstre, men meldte sig ind i Lars Løkke Rasmussens nye midterparti, Moderaterne, i 2022. I januar 2024 tilkendegav Aagaard, at han vil stille op for dette parti ved det kommende folketingsvalg, dog endnu uden at have en opstillingskreds.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig