De unionistiske partier anså aftalen som en garanti for Nordirlands fortsatte medlemskab af unionen, mens det republikanske Sinn Féin forsvarede aftalen med, at den var en "trædesten" på vejen frem mod irsk genforening.
Virkeliggørelsen af aftalen var dog i de følgende år præget af hyppige kriser. IRA's modvilje mod at destruere deres våben fik i 1999-2002 den britiske regering til at suspendere aftalen og genindføre direkte styre fra London. Fra december 2002 til 2007 ophørte samarbejdet i den regionale forsamling, Stormont, helt på grund af parternes manglende tillid til hinandens vilje til at respektere aftalen.
Unionisterne henviste til, at IRA fortsat var bevæbnet og agerede som en selvbestaltet ordensmagt i byernes katolske kvarterer. Mange tilhængere af Sinn Féin betvivlede til gengæld, at unionisterne var parate til at tage de fulde konsekvenser af magtdelingen og for eksempel anerkende deres nationale traditioner, deriblandt det irske sprog, gælisk, og republikkens flag på offentlige bygninger.
Desuden nægtede Sinn Féin at anerkende det nye politi, Police Service of Northern Ireland (PSNI). Korpset var blevet oprettet i november 2001 og skulle afløse Royal Ulster Constabulary (RUC), der under Urolighederne i 1969-1998 blev betragtet som et instrument for det protestantiske flertal og den britiske regering og derfor blev anset som et legitimt mål for paramilitær aktivitet.
Situationen forværredes af, at det radikalt unionistiske (loyalistiske) DUP stod uden for aftalen. DUP tiltrak i de år stadig flere vælgere og blev større end det mere moderate Ulster Unionist Party. Samtidig blev det moderat nationalistiske Social Democratic Labour Party (SDLP) overhalet af Sinn Féin.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.