Underskrivelsen af Langfredagsaftalen i 1998
Den irske regeringsleder Bertie Ahern (til venstre), den britiske premierminister Tony Blair og den amerikanske senator George Mitchell den 10. april 1998 efter underskrivelsen af Langfredagsaftalen.
Underskrivelsen af Langfredagsaftalen i 1998
Af /AFP/Ritzau Scanpix.

Langfredagsaftalen havde til formål at lægge grunden for en fredsproces i Nordirland. Aftalen blev indgået den 10. april 1998 mellem Storbritannien, Irland og de på det tidspunkt vigtigste partier i Nordirland med undtagelse af Democratic Unionist Party (DUP).

Faktaboks

Også kendt som

Belfastaftalen, Good Friday Agreement

Aftalen skulle blandt andet at skabe et lokalt selvstyre ud fra et princip om magtdeling mellem de partier, der repræsenterede henholdsvis den protestantiske/unionistiske og den katolske/irske befolkningsgruppe.

Aftalens indhold

Aftalen oprettede en regional forsamling ("parlament") på 108 medlemmer og et udøvende ministerråd ("regering") på 10 medlemmer, der repræsenterer alle væsentlige grupperinger. Andre institutioner skulle fremme samarbejde mellem de to dele af Den Irske Ø (syd-nord-relationer) samt mellem øen og Storbritannien og i forhold til de andre regioner i Det Forenede Kongerige, deriblandt de nyoprettede regionale forsamlinger i Skotland og Wales (øst-vest-relationer).

Med aftalen accepterede det irsk-nationalistiske parti Sinn Féin, at irsk genforening kun kan ske ved "konsensus", dvs. hvis et demokratisk flertal i befolkningerne både Nordirland og republikken ønsker det. Aftalen blev godkendt ved en folkeafstemning i maj 1998 af et flertal på 71% af vælgerne i Nordirland og 94,4% i Irland.

Partierne godkendte desuden en forordning om, at alle borgere i Nordirland skulle have ret til dobbelt statsborgerskab.

Ud over de forfatningsmæssige spørgsmål forpligtede aftalens parter sig til en sikring af civile og politiske rettigheder, en gensidig anerkendelse hinandens kulturelle identitet og frihed til at give udtryk for den (f.eks. under parader), en politireform og en afvæbning af de paramilitære grupper på begge sider ("republikanske" og "loyalistiske").

Virkeliggørelsen af aftalen

De unionistiske partier anså aftalen som en garanti for Nordirlands fortsatte medlemskab af unionen, mens det republikanske Sinn Féin forsvarede aftalen med, at den var en "trædesten" på vejen frem mod irsk genforening.

Virkeliggørelsen af aftalen var dog i de følgende år præget af hyppige kriser. IRA's modvilje mod at destruere deres våben fik i 1999-2002 den britiske regering til at suspendere aftalen og genindføre direkte styre fra London. Fra december 2002 til 2007 ophørte samarbejdet i den regionale forsamling, Stormont, helt på grund af parternes manglende tillid til hinandens vilje til at respektere aftalen.

Unionisterne henviste til, at IRA fortsat var bevæbnet og agerede som en selvbestaltet ordensmagt i byernes katolske kvarterer. Mange tilhængere af Sinn Féin betvivlede til gengæld, at unionisterne var parate til at tage de fulde konsekvenser af magtdelingen og for eksempel anerkende deres nationale traditioner, deriblandt det irske sprog, gælisk, og republikkens flag på offentlige bygninger.

Desuden nægtede Sinn Féin at anerkende det nye politi, Police Service of Northern Ireland (PSNI). Korpset var blevet oprettet i november 2001 og skulle afløse Royal Ulster Constabulary (RUC), der under Urolighederne i 1969-1998 blev betragtet som et instrument for det protestantiske flertal og den britiske regering og derfor blev anset som et legitimt mål for paramilitær aktivitet.

Situationen forværredes af, at det radikalt unionistiske (loyalistiske) DUP stod uden for aftalen. DUP tiltrak i de år stadig flere vælgere og blev større end det mere moderate Ulster Unionist Party. Samtidig blev det moderat nationalistiske Social Democratic Labour Party (SDLP) overhalet af Sinn Féin.

Saint Andrews-aftalen

De politiske institutioner blev derfor først genetableret i 2007, efter at DUP i 2006 var gået med i Saint Andrews-aftalen fra året før, og IRA endelig havde ødelagt sine lagre af våben.

Saint Andrews-aftalen havde status af et tillæg til Langfredagsaftalen. I aftalen forpligtede DUP sig til at gå med i en regering, hvis Sinn Féin anerkendte og aktivt støttede PSNI. Sinn Féin gik med i aftalen på betingelse af, at der ville ske en ligelig rekruttering (50/50) af katolikker og protestanter til politistyrken.

Langfredagsaftalen 25 år efter

Da 25-året for Langfredagsaftalen blev markeret i april 2023, havde Nordirland været uden regering siden den 4. februar 2022, da Paul Girvin, lederen af DUP, trådte tilbage som førsteminister i protest mod de handelsbetingelser, som blev indført i forbindelse med Brexit (den såkaldte Nordirlands-protokol, som indgik i Storbritanniens EU-udtrædelsesaftale).

I de 25 år, der var gået siden vedtagelsen af Langfredagsaftalen, havde det nordirske regionalstyre kun fungeret i lidt under 40% af tiden, og truslen fra tilbageværende, om end små, paramilitære grupper blev officielt vurderet til at være på samme højde som i 1998. I forbindelse med markeringen konstaterede mange iagttagere dog, at aftalen havde skabt et langt mere fredeligt Nordirland, men at forsoningen mellem de to befolkningsgrupper var gået langsommere, end man havde håbet i 1998.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig