Stormont er betegnelsen på Nordirlands parlamentsbygning og det nordirske regeringssæde beliggende i en forstad af samme navn uden for Belfast.
Stormont var sæde for Nordirlands protestantisk dominerede hjemmestyre 1932-1972, hvorefter den britiske regering i London overtog magten efter tiltagende uroligheder. Ifølge Langfredagsaftalen, som afsluttede ’the Troubles’, fra 1998 skulle Stormont igen fungere som hjemsted for det hjemmestyreparlament, der blev oprettet med en nøje beskrevet magtdeling mellem protestanter og katolikker.
Der blev første gang afholdt valg til hjemmestyreparlamentet i 1998, og efter langvarige forhandlinger overdrog den britiske regering i december 1999 en række beføjelser til det nye lokale styre i Stormont. Dette har dog flere gange siden været suspenderet, bl.a. pga. uenighed om de halvmilitære organisationers våbenafleveringer. Den længste suspendering fandt sted i perioden fra 2002 til 2007, men også i perioden fra januar 2017 til januar 2020 var det nordirske parlament suspenderet pga. uenighed om ledelsen af hjemmestyreadministrationen.
Brexit og den særlige protokol om Nordirland og grænsedragningen mellem EU og Storbritannien i Det Irske Hav, og dermed en fastholdelse af Nordirland inden for EU's toldgrænse, er nærmest en garanti for, at Nordirland og nordirsk politik forbliver et vigtigt emne på den politiske dagsorden. Protokollen foreskriver, at der kan stemmes om den del af Brexitaftalen, der omhandler Nordirland, hvert fjerde år med risiko for, at Brexit kommer til at udgøre en blivende kløft i nordirsk politik og et blivende problem for Storbritannien, som det har været i mere end 100 år.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.