Léopold Senghor var en senegalesisk politiker og digter. Han var Senegals første præsident 1960-1980. Senghor anses for at være landets betydeligste forfatter og en af de vigtigste afrikanske politikere i 1950'erne og 1960'erne.
I 1928 kom Senghor til Frankrig, hvor han færdiggjorde sin uddannelse ved Sorbonne. Sammen med Aimé Césaire fra Martinique og Léon G. Damas fra Fransk Guyana grundlagde han i 1934 négritude, en bevægelse, der arbejdede for anerkendelse af afrikansk historie og kultur og dens bidrag til en universel humanisme.
Han kæmpede i den franske hær under 2. Verdenskrig og tilbragte to år i koncentrationslejr, hvor han skrev nogle af sine vigtigste digte. Sammen med Aimé Cesaire og andre fransksprogede filosoffer og intellektuelle bidrog han fra 1947 til det indflydelsesrige tidsskrift, Présence Africaine, som prægede videreudviklingen og udbredelsen af de idéer, der var grundlaget for négritude.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.