panafrikanisme

Selve ordet "panafrikanisme" blev først udbredt omkring slutningen af 1800-tallet, men i praksis kan organiseret afrikansk modstand mod kolonisering, slavehandel og slaveri, spores tilbage til maroonsamfundene i Caribien, Sydamerika og det sydlige USA. Disse samfund var hovedsageligt dannet af mennesker af afrikansk oprindelse, som havde været slavegjorte, men var undsluppet slaveriet.

Solidariteten med lokale oprindelige befolkninger, fattige europæiske arbejdere, og andre mennesker som var undertrykte af kolonistregimerne, førte til at mange maroonsamfund blev multietniske. Det er vigtigt at bemærke, da forskellige opfattelser af panafrikanisme, specielt i 1900-tallet, har varieret mellem en bredere inkluderende klassebevidsthed med fokus på kapitalisme og udbytning, i modsætning til en snævrere og mere ekskluderende opfattelse, med fokus på "race" og graden af hudfarve fra mørk til lys. Det har medført omfattende debatter, konflikter, og splittelser i den panafrikanske bevægelse, delvist fremprovokeret af kolonimagterne.

Maroonsamfundene var ofte etableret i afsidesliggende områder som bjerge, sumpe eller tætte skove. De bevarede mange afrikanske kulturelle traditioner og skikke, og udviklede unikke samfundsstrukturer og forsvarsmekanismer, så de kunne forsvare sig mod kolonister og slavefangere.

I sidste halvdel af 1700-tallet havde maroonerne på Saint-Domingue etableret sig som stærke modstandere af det franske kolonistyre på øen. Saint-Domingue var en af de rigeste kolonier i Caribien, hvor sukker og kaffe blev produceret ved hjælp af slavearbejde. Maroonernes erfaring med guerillakrigsførelse og deres kendskab til det lokale terræn var vigtig for slaveoprøret og revolutionen, som begyndte i 1791 under ledelse af fremtrædende personer som Toussaint L'Ouverture (1743–1803) og Jean-Jacques Dessalines.

Revolutionen medførte, at Saint-Domingue i 1804 blev til den selvstændige stat Haiti. Dette var en skelsættende begivenhed for udviklingen af panafrikanisme, da Haiti blev den første uafhængige republik i verden styret af tidligere slaver.

Den haitiske revolution havde en dybtgående indvirkning på slaveriet. Den inspirerede slaver i andre kolonier til at gøre oprør og viste som et eksempel, at slavegjorte og undertrykte mennesker via oprør og revolution kunne vinde over koloniherre og slaveregimet.

Det mest markante oprør, som fandt sted i USA omkring samme tid, var Gabriels oprør. Gabriel Prosser var en slavegjort smed på en plantage i Virginia, og i 1800 planlagde han et omfattende slaveoprør for at kræve frihed for sig selv og andre slaver. Det er vigtigt at bemærke, at Gabriel ikke kun rekrutterede slavegjorte og frigjorte med mørk/sort hud, men også fattige med lys/hvid hudfarve. Selv om de kun udgjorde en minoritet, viser det, at oprøret delvis var baseret på klassekamp på tværs af hudfarve, hvilket sidenhen blev et centralt emne for panafrikanismen i 1900-tallet.

Planen med oprøret var at storme byen Richmond i Virginia og tage guvernør James Monroe som gidsel for at forhandle om frihed for alle slaver. Der var over hundrede personer involveret, men oprøret blev afsløret tidligt, da to slavegjorte personer fortalte om planerne til deres slaveejer. Dette medførte, at mange af de involverede blev fanget, før de kunne handle. Oprøret blev stoppet, og de 25 mest centrale personer blev henrettet.

Denne episode medvirkede til, at frygten for slaveoprør voksede blandt slaveejerne i USA, som på daværende tidspunkt udgjorte størstedelen af USA's regering. De begyndte gradvis at betragte slaveoprør som et af deres største nationale sikkerhedsproblemer. Frygten førte til skærpede love og foranstaltninger for at forhindre fremtidige oprør.

Der var lignende frygt blandt mange andre store slavenationer, og det medvirkede til en gradvis udbredelse af love og regler, som skulle begrænse tilførelsen af nye slaver ved bl.a. at forbyde slavehandel.

Der var stor folkelig modstand i de store slavenationer mod sådan et forbud, men der var særlig to faktorer, som medvirkede til at påvirke den offentlige holdning og sikre opbakning til forbuddet mod slavehandelen.

Den ene faktor appellerede til den rationelle tænkning. Det var udbredelsen af økonomiske teorier fra bl.a. François Quesnay og fysiokraterne, som gradvis blomstrede op i Frankrig fra midten af 1700-tallet. De havde generelt et negativt syn på slaveri, fordi de mente, at slavearbejde var mindre produktivt end arbejdskraft baseret på aflønning. Dette blev videre udbredt i Adam Smiths indflydelsesrige bog Nationernes Velstand fra 1776. Adam Smith sammenlignede slaver med kvæg og påpegede, at det koster penge at opretholde slaver, da de skal holdes sunde og raske ligesom kvæg. Slaver er også dyre at anskaffe, og det er svært at skalere op og ned i arbejdskraften efter behov. Ifølge Smith er lønnede arbejdere mere effektive, da de har incitament til at arbejde hårdere, og de er mere venligsindet over for deres arbejdsgiver.

Den anden faktor appellerede til den etiske tænkning og moralske samfundsopfattelse. Dette kom bl.a. fra de religiøse samfund som kvækerne. Mange kvækersamfund havde selv slaver, men nogle var gradvis begyndt at følge de nye økonomiske strømninger. De fokuserede ikke så meget på det moralske ved at have slaver, men på at udbrede synspunkter om, at slavehandelen var ekstremt grusom og umenneskelig, hvor mennesker blev bortført fra deres hjem, solgt og transporteret under forfærdelige forhold.

Det tog dog lang tid, før forbuddet mod slavehandel bredte sig blandt alle de store slavenationer. Det første forbud trådte i kraft i Danmark i 1803, efterfulgt af Storbritannien og USA i 1808. Derefter Nederlandene i 1815, Frankrig i 1818, Spanien i 1820, Portugal i 1836, Sverige i 1847 og Brasilien i 1851.

Med forbuddet mod slavehandel fulgte gradvis et forbud mod slaveri. Meget af litteraturen omkring slavehandel og slaveri samt årsagerne, der førte til forbud, reflekterer ofte komplekse politiske og økonomiske holdninger, synspunkter og analyser. Mange liberale økonomer hævder, at det var overgangen fra feudalisme til liberal kapitalisme, som frigjorde slaverne. Karl Marx argumenterede, at i praksis blev slavernes lænker mere usynlige, så udbytning og undertrykkelse af arbejdere kunne ekspandere på en mere sofistikeret måde, hvilket var nødvendigt for den kapitalistiske industrielle udvikling. Arbejdskraften blev i stigende grad koncentreret på fabrikker, hvor traditionelle slaver ikke kunne holdes adskilt og opdelt som i plantagerne.

Afskaffelsesbevægelserne, som kvækerne, fremstår ofte i litteraturen som en hovedårsag til forbuddene mod slavehandel og slaveri, hvor kristendom, etik og moral var den drivende folkelige kraft. Disse synspunkter bliver ofte afvist af de panafrikanske perspektiver. Eksempelvis fremhæver Eric Williams, i sin indflydelsesrige bog Kapitalisme og Slaveri fra 1944, at kvækerne udnyttede deres religiøse indflydelse til at organisere en moralsk kampagne mod slavehandelen. Denne kampagne var i høj grad et "propagandanummer" designet til at styrke deres position i samfundet og fremme politiske og økonomiske dagsordener.

Sådanne kritiske perspektiver er vigtige for forståelsen af de panafrikanske synspunkter. Ved afkoloniseringen i 1962 blev Eric Williams landets første premierminister, og som mange andre intellektuelle panafrikanister bidragede hans akademiske forskning og politiske arbejde til en dybere forståelse af de økonomiske og historiske sammenhænge mellem slaveøkonomierne i Afrika, Caribien og USA. Disse analyser står ofte står i skarp kontrast til meget af den vestlige litteratur om slavehandel og slaveri.

Det menes også, at det afrikanske ordsprog: "Indtil løven får sin egen historiker, vil jægerne altid fremstå som helten", udspringer fra den panafrikanske debat om, hvem der skriver historien om slavehandelen, slaveriet, og kolonialisme.

• afrikansk samarbejde
• Den Afrikanske Union (AU)
• maroons (maroner)