Martinique

Martinique, fransk departement og ø i Caribien, en af De Små Antiller; 1100 km2, 386.500 indb. (2013). Hovedstad: Fort-de-France. Øen er en af de tættest befolkede i området.

Det stærkt kuperede terræn er af vulkansk oprindelse og når i Mont Pelée 1397 m. Den vulkanske jordbund er sammen med rigelig nedbør grundlag for øens frugtbarhed; kun Pelées grå kegle afviger fra det frodiggrønne landskab.

Fransk er officielt sprog, og flertallet af befolkningen taler kreolsproget patwa. Eksporten af landbrugsprodukter (bananer og rom) kan kun finansiere en lille del af importen; vigtigste indtægtskilder er tilskud fra Frankrig og turisme, bl.a. mange besøg af krydstogtskibe.

Martinique er som et oversøisk departement en del af Frankrig. Leveomkostningerne er høje, da næsten alt importeres fra Frankrig. Landbruget beskæftiger kun 7% af arbejdsstyrken, og arbejdsløsheden er høj. De offentlige udgifter, herunder forskellige sociale ordninger, dækkes for 70% vedkommende af staten.

Historie

Christoffer Columbus nåede øen i 1502 (måske allerede 1493) og mødte cariberindianere. De første franske nybyggere ankom 1635, og i 1660 deporteredes de sidste caribere. Øen har siden været fransk på nær en række kortvarige britiske besættelser.

Som på andre vestindiske øer var økonomien baseret på dyrkningen af tropiske produkter som sukker og kaffe og udnyttelsen af importerede afrikanere som slaver. Slaveriet blev afskafftet i 1794 under Den Franske Revolution, men siden genindført under Napoleon Bonaparte for først endelig at ophøre i 1848.

Ved vulkanen Mont Pelées udbrud i 1902 blev byen St. Pierre med sine omkring 30.000 indbyggere udslettet på få minutter (se også nuée ardente).

På baggrund af FN-pagtens paragraf 11 om afkolonisering blev øen 1946 indlemmet i Frankrig med status som departement og i 1974 tillige som region. En selvstændighedsbevægelse fik i 1990 for første gang valgt medlemmer til det lokale parlament.

Vedrørende geologi m.m., se Antillerne.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig