Fort-de-France, hovedby i det franske oversøiske departement Martinique i Caribien; 91.200 indb. (2007). Byen, der ligger ved en bugt på øens vestside, blev grundlagt i 1600-t. som Port Royal omkring fæstningen Saint Louis, der fortsat tjener som militært anlæg.

I 1902 blev den daværende hovedby Saint Pierre udslettet af det berømte udbrud fra vulkanen Mont Pelée, og Fort-de-France har været hovedstad og økonomisk centrum siden. Den travle forretningsby har universitet, domkirke, fashionabel handelsgade og et tydeligt fransk præg. Der er mange turister, men færre amerikanere end i andre tilsvarende caribiske havnebyer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig