Faktaboks

Klaus Fuchs

Emil Julius Klaus Fuchs

Født
29. december 1911, Rüsselsheim, Tyskland
Død
28. januar 1988, i det daværende Østberlin
Klaus Fuchs' badge-foto fra Los Alamos Laboratoriet, Manhattanprojektet
Klaus Fuchs' badge-foto fra Los Alamos Laboratoriet, Manhattanprojektet.
Af /Wikimedia Commons.

Klaus Fuchs var en tysk fysiker, der var spion for Sovjetunionen.

Politisk liv og karriere

Fuchs sluttede sig til det kommunistiske parti i 1932 som en reaktion mod nazismen. For at undgå at blive arresteret, da nazisterne kom til magten i 1933, flygtede han til England. Han fik sin ph.d. fra Bristol Universitet i 1937, hvorefter han arbejdede med fysikeren Max Born i Edinburgh, der ligeledes var flygtet fra Tyskland pga. sin jødiske oprindelse. Som tysk statsborger blev Fuchs interneret ved udbruddet af 2. Verdenskrig, men han blev løsladt efter pres fra Born. I 1942 blev Fuchs britisk statsborger og flyttede i 1943 til USA for at arbejde på Manhattanprojektet. Her samlede han detaljerede oplysninger om atombomben, som han videregav til kontakter ved sovjetiske ambassader. I 1946 vendte Fuchs tilbage til England. Han blev leder af den teoretiske afdeling på Englands Atomic Energy Research Establishment ved Harwell. Her blev Englands egne atombomber udviklet, og også her videregav Fuchs informationer til sine sovjetiske kontakter.

Afsløringen af Fuchs som spion

Fuchs blev afsløret og arresteret i januar 1950. Han tilstod med det samme og blev idømt 14 års fængsel. Efter sin løsladelse i 1959 tog han til DDR, hvor han blev tilknyttet kerneforskningscentret i Rossendorf. Afsløringen af Fuchs som kommunistisk spion accelererede de antikommunistiske følelser i USA, der ledte til McCarthyismen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig