Faktaboks

Kildevældskirken
Sogn
Kildevælds Sogn
Provsti
Holmens og Østerbro Provsti
Stift
Københavns Stift
Kommune
Københavns Kommune

Kildevældskirken ligger på hjørnet mellem Vognmandsmarken og Bryggervangen på Østerbro.

Kirkebygningen

Kirken fra 1933 er opført efter tegning af arkitekt P. Staffeldt Matthiesen. Bygningen er en traditionel korskirke med korsarme, kor i vest og tårn i øst i blank mur med synlige, røde teglsten og røde tegltage.

Kirken

Danske kirker ligger normalt stik øst-vest, men i Kildevældskirken er orienteringen omvendt, da kirkens indgang tilnærmelsesvist er i øst.

Den historicistiske kirke er opført med forbillede i de sengotiske landsbykirker på Sjælland. Det kan ses i de gotiske stiltræk med støttepiller for hvert fag, spidsbuede vinduer i spidsbuede murfelter, trappeformede gavle med kamtakker og systemer af dekorative murnicher i form af højblændinger.

Kirkerummet belyses af vinduer i alle fag samt vinduesgrupper i korsarmenes gavle.

Fra gadeniveau er der en trappe op til indgangen i bunden af tårnet, der har en dybtliggende, spidsbuet portal, der efterligner elementer i den gotiske stil.

Det indre

I det indre er kirken hvidmalet, og rummet er præget af de krydshvælvede lofter og det flisebelagte kalkstensgulv. Tårnets bund huser et indgangsparti, og over den østlige del af skibet er der et indbygget orgelpulpitur, dvs. et ophøjet galleri til orglet. Ved korsskæringen er gulvet hævet to trin over skibets, mens koret er hævet endnu et trin. I krypten er der menighedslokaler og ligkapel.

Inventar i Kildevældskirken

I Kildevældskirken er inventaret fra tiden omkring opførelsen. Altertavlen er et maleri af Oscar Matthiesen, som afbilder Jesus og den samaritanske kvinde fra 1930. Døbefonten i granit efterligner romanske stilformer med den cylindriske kumme med tovsnoning og en fod i form af en omvendt terningkapitæl.

De enkle bænke med trekantet gavlafslutning er i mørkt egetræ ligesom prædikestolen, der er traditionelt opbygget med fag, hvori der er arkader med udskårne relieffer. De forestiller Paulus levned.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig