Faktaboks

Karsten Skawbo-Jensen
Født
19. december 1959, Langesø, Als
Karsten Skawbo-Jensen
Af //Ritzau Scanpix.

Karsten Skawbo-Jensen er en dansk forfatter, der i årene 1985 til 1992 udkom med tre skønlitterære værker. Forfatterskabet kredser om tematikker som homoseksualitet, død og forladthedsfølelse.

Siden har Skawbo-Jensen udgivet faglitteratur, været folketingsreferent, politiker (Det Konservative Folkeparti) og samfundsdebattør.

Byen af mælk og honning

Skawbo-Jensen debuterede i 1985 med den selvbiografisk inspirerede roman Byen af mælk og honning. Romanen fortæller om danskeren Felix’ dramatiske møder med det hedonistiske homoseksuelle miljø i San Francisco, kærligheden til amerikaneren Johnny og aids-katastrofen, der fører til elskerens død efter et horribelt sygdomsforløb. Romanen var den første skildring af aids-epidemien i dansk litteratur.

Rubens sted

Hvor debutromanen er fuld af intense beskrivelser af seksualitet og død, er Karsten Skawbo-Jensens efterfølgende novellesamling, Rubens sted, fra 1987 anderledes afdæmpet med hensyn til tematikker og stil. Sytten korte tekster beskriver små sceniske nedslag i hverdagsliv, ofte af personer, der føler sig anderledes, og som længes mod noget andet. Tone og tematikker minder om Christian Kampmann.

Ingen drøm for stor

I 1992 udkom romanen Ingen drøm for stor, som atter behandler død, savn, længsel og sorgarbejde. En ung mand prøver at finde sig selv, efter en elsket vens selvmord, og en veninde har forladt ham til fordel for en nyreligiøs bevægelse.

Tiden som sundhedspolitiker

Efter Ingen drøm for stor forlod Karsten Skawbo-Jensen skønlitteraturen til fordel for faglitteratur. Faderens død på grund af lægesjusk og det årelange retslige efterspil gjorde Skawbo-Jensen til sundhedspolitiker, og det resulterede i 1997 i forbrugervejledningen: Hvordan klager man over lægesjusk. Bogen er skrevet med udgangspunkt i personlige erfaringer.

I 2005 udgav han sammen med Lone Scocozza Patienthåndbog.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig