Københavns middelalderbefæstning

Det ældste forsvarsværk, der er fundet spor af i København, er forsigtigt dateret til at være fra begyndelsen af 1100-tallet. Det bestod af en lav, godt 500 meter lang vold med en seks-otte meter bred voldgrav foran. Anlægget er formentlig blevet sløjfet igen omkring år 1200, men det kan stadig fornemmes i det nutidige gadebillede. Volden og graven løb fra den daværende strandbred i en hesteskoform langs vestsiden af Mikkel Bryggersgade, sydsiden af Vestergade og tilbage mod stranden langs vestsiden af Nytorv og Gammeltorv.

Det godt to hektar store område inden for volden er blevet kaldt Clementstaden efter Sankt Clements Kirke, der lå umiddelbart vest for anlægget. Det har tidligere været antaget, at de ældste dele af København lå her inden for volden. Nyere arkæologiske undersøgelser har imidlertid vist, at den ældste bymæssige bebyggelse er både ældre end antaget, og at den bredte sig over et større område. Den seneste tolkning af anlægget er, at volden har omkranset en stormandsgård og sandsynligvis er anlagt på foranledning af kongemagten, der ønskede at kontrollere den opblomstrende handel i det tidlige København.

Et andet tidligt forsvarsværk er den borg, som Absalon ifølge Saxo anlagde på øen Strandholmen, det nuværende Slotsholmen, i 1167-1171, som senere blev afløst af Københavns Slot. Det kan ikke udelukkes, at Absalons borg er en udbygning af et endnu ældre forsvarsværk, men det vil kræve fornyede arkæologiske undersøgelser at afgøre. Ruinerne af Absalons borg og Københavns Slot findes endnu under det nuværende Christiansborg.

I første halvdel af 1200-tallet begyndte anlæggelsen af en ny vold, der blev det første egentlige befæstningsanlæg omkring middelalderbyen. Frem til 1600-tallet udgjorde den forsvarsværket og den ydre fysiske ramme omkring København.

Middelalderfæstningen løb fra stranden omkring ved det nuværende Vartov langs Vester Voldgade, Nørre Voldgade og tilbage mod stranden langs vestsiden af den nuværende Gothersgade og Kongens Nytorv.

Anlæggelsen af den godt 2,5 km lange vold og voldgraven, der løb udenom, har været et stort og langstrakt arbejde. Middelalderfæstningen er kun sporadisk omtalt i samtidige skriftlige kilder, men arkæologiske undersøgelser har påvist, at volden løbende er blevet udbygget og forstærket.

På baggrund af de arkæologiske undersøgelser skønnes det, at selve volden i gennemsnit var været omkring 10 meter bred og 2,5 meter høj, og voldgraven omkring 13 meter bred og 2-2,5 meter dyb. På toppen af volden blev der bygget palisader eller mure af teglsten. Efterhånden er træpalisaderne blev afløst af de stærkere teglstensmure. De eneste adgange til byen gennem volden var de tre byporte, Vesterport, Nørreport og Østerport.

Vandet til voldgravene kom fra et kompliceret system af dæmninger og kunstige vandløb, der førte vandet fra Damhussøen via Grøndalsåen, hvor det i Ladegårdsåen løb sammen med vand fra Utterslev Mose, Emdrup Sø og Lersøen. Dæmninger ved Sortedamssøens østende og Skt. Jørgens Søs sydende skabte søerne.

I midten af 1500-tallet var middelalderfæstningen overalt blevet beklædt med en høj mur af teglsten og forstærket med et antal murede tårne, heriblandt Jarmers Tårn, hvis ruin på hjørnet af Vester Voldgade og Nørre Voldgade i dag er det eneste synlige spor af middelalderbefæstningen.

I mellemtiden havde våbenteknologien imidlertid overhalet middelalderens teglstensfæstninger. Med udviklingen af effektive kanoner fra slutningen af 1400-tallet ville en angriber relativt ubesværet kunne skyde fæstningsmurene i grus. I begyndelsen af 1600-tallet blev middelaldersbefæstningens mure revet ned og afløst af Københavns bastionære befæstning.

• Københavns bastionære befæstning
• Københavns moderne befæstning