Johanneskirken er en kirke i Brørup Sogn, som ligger nordvestligt i Brørup, godt 6 kilometer vest for Vejen.
Johanneskirken (Vejen Kommune)
Faktaboks
- Sogn
- Brørup Sogn
- Provsti
- Malt Provsti
- Stift
- Ribe Stift
- Kommune
- Vejen Kommune

Kirken er opført i 1924-1925 efter tegning af arkitekten Rolf Schroeder (1872-1948). Foto: 2007.

Johanneskirken i Brørup. Foto: 2007.
Kirkegård
Kirkegården nordøst for kirken blev indviet i 1922, tre år før kirkens færdiggørelse. Hovedindgangen til kirkegården ligger mod syd, lige øst for selve kirken.
Kirkebygning
Kirken er opført i 1924-1925 efter tegning af arkitekten Rolf Schroeder (1872-1948). Kirken, som er bygget af hvidkalkede mursten, er udformet som en treskibet basilika med kor i øst og et bredt tårn i vest, som har et saddeltag med gavle i nord og syd. Tårnrummet fungerer samtidigt som våbenhus.
Indvendigt præges kirken af de rundbuede arkader, som adskiller de to sideskibe fra midtskibet, hvorover højkirken, altså den høje, centrale del af kirkerummet, hæver sig. Desuden bemærkes kontrasten mellem det mørke træloft og de ellers hvidkalkede vægge.
Inventar
Kirkens inventar stammer altovervejende fra opførelsestiden. Alterprydelsen er et kors med Jesusmonogram, alt sammen på baggrund af en stjerne, som symboliserer stjernen over Betlehem. Døbefonten er i granit, mens prædikestolen af mørkbejdset træ er barokinspireret i sin udformning.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.