Faktaboks

Johanneskirken
Sogn
Greve Sogn
Provsti
Greve-Solrød Provsti
Stift
Roskilde Stift
Kommune
Greve Kommune
Johanneskirken - Greve Kommune
Kirken er opført i 1995 efter tegning af arkitekten Keld Wohlert. Den er bygget af røde teglsten, flere steder med dekorative bånd af hvid beton, og den indgår i et bygningskompleks, hvor der også er menighedslokaler. Foto: 2006.

Johanneskirken er en kirke i Greve Sogn, der ligger centralt i Greve lige nordøst for stationen.

Kirkegård

Kirken har ingen kirkegård i umiddelbar tilknytning, og i stedet er den omgivet af brolagte pladser og umiddelbart mod øst en skole.

Kirkebygning

Kirken er opført i 1995 efter tegning af arkitekten Keld Wohlert. Den er bygget af røde teglsten, flere steder med dekorative bånd af hvid beton, og den indgår i et bygningskompleks, hvor der også er menighedslokaler. Centralt over bygningskomplekset hæver sig et karakteristisk ottekantet tårn med glasoverdel, hvis nederste etage fungerer som våbenhus. Klokketårnet er en enkel fritstående konstruktion umiddelbart sydvest for kirken, ud for indgangspartiet.

Indvendigt er kirkesalen præget af de hvidkalkede vægge og det bølgende loft som hæver sig fra indgangen op mod alteret, hvor en loftshøj apsis oplyses af et ovenlysvindue.

Inventar

Kirkens inventar er holdt i en enkel stil. Alteret og prædikestolen, som er tegnet af kirkens arkitekt, er karakteristiske med deres lilla farvevalg. Døbefonten og det store kors, der tjener som alterprydelse, er lavet af keramikeren Per Rehfeldt (født 1951).

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig