Fregatten Iver Huitfeldt var det første af tre krigsskibe, der blev bygget til Søværnet 2008-2010. De tre udgør Iver Huitfeldt-klassen.

Iver Huitfeldt-klassens fregatter

Fregatten Jens Juel

Fregatten Niels Juel (F 363) på øvelse ud for Hundested den 15. august 2012. Niels Juel var den tredje og sidste fregat, der blev bygget i Iver Huitfeldt-klassen.

Fregatten Jens Juel
Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix.

De tre fregatter har hver et deplacement på 6.645 tons. De er primært indrettet til luftforsvar, men er all-round krigsskibe, der også egner sig til en række andre sømilitære opgaver.

Klassens tre enheder er opkaldt efter de danske søhelte Iver Huitfeldt, Peter Willemoes og Niels Juel.

Afløste korvetterne

I forsvarsforligsperioden 2005-2009 besluttedes det at anskaffe tre patruljeskibe, der var næsten dobbelt så store som de hidtil anvendte korvetter af Niels Juel-klassen. Begrundelsen var bl.a., at korvetterne havde vist sig at være for små til at kunne operere i internationale operationer og til fyldestgørende at kunne indgå i NATO's stående flådestyrke.

Bygget på Lindø

I 2006 fik Odense Staalskibsværft A/S Lindø kontrakt på bygningen af klassen. Skrogene blev bygget i Estland og Litauen og i sektioner bragt til værftet.

Under projekteringen ændredes klassifikationen af skibene til fregatter, som er en mere præcis betegnelse. Efter deres størrelse og opgaver var det i NATO sammenhæng klart, at patruljeskibe ville være en forkert betegnelse.

Fra Ivar til Iver

Klassen blev lanceret som Ivar Huitfeldt-klassen. Dette ændredes imidlertid til Iver Huitfeldt-klassen efter ønske fra søheltens norske efterkommere. Selv benyttede søhelten både Ivar og Iver, når han skrev sit navn.

F 361 Iver Huitfeldt blev navngivet den 2. november 2010 af kronprins Frederik.

F 362 Peter Willemoes blev navngivet den 13, maj 2011 af statsminister Lars Løkke Rasmussen.

F 363 Niels Juel blev navngivet den 7. november 2011 af kronprinsesse Mary.

De indgik alle i flådens tal i løbet af 2011.

Fregatterne og deres udrustning

Fregatten Iver Huitfeldt
Fregatten Iver Huitfeldt ankommer til basehavnen på Flådestation Korsør torsdag den 4. april 2024. Siden februar 2024 havde den været indsat i Det Røde Hav, som en del af den internationale koalition Operation Prosperity Guardian. Fregattens hjemkomst blev præget af debat om en episode, hvor antiluftskytset ikke havde fungeret optimalt.
Fregatten Iver Huitfeldt
Byline: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix.

Fregatterne har en længde på 138,70 meter, en bredde på 19,75 meter og en dybdegang på 6,45 meter.

Fremdriften sker ved hjælpe af fire hovedmotorer, der hver kan yde 8.200 kW. Desuden rådes der over en bovpropel og forskelligt hjælpemaskineri. Farten er 28+ knob. Ved en fart på 18 knob kan rækkevidden sættes til 9.000 sømil, hvilket svarer til en udholdenhed på 28 dage.

Besætningen er nomineret til 117 mand, men der er kapacitet til at medføre op til 165.

Fregatterne er udrustet med to 76 mm hurtigtskydende OTO Melare kanoner og en 35 mm Oerlikon Millenium. Til ubådsbekæmpelse er der udskydningapparater i hver side til antiubådstorpedoer.

Fregatterne er i særlig grad udrustet til luftforsvar og er derfor forsynet med en række radar-, sensor- og luftforsvarssystemer.

Fregatterne løser på grund af deres størrelse og alsidige udrustning en række opgaver som:

  • suverænitetshævdelse og patruljering i danske farvande herunder i Østersøen og i Nordatlanten
  • områdeluftforsvar og ubådsbekæmpelse
  • indsættelse i internationale operationer
  • deltagelse i NATO's stående flådestyrke.

Fregatterne har bl.a været indsat i:

  • 2012-2013 ud for Afrikas Horn under Operation Ocean Shield
  • 2020 i Hormuz Strædet under Operation Agenor
  • 2024 i Det Røde Hav som led i beskyttelsen af den internationale søfart under Operation Prosperity Guardian.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig