Internal Market Act er en lov, der regulerer Storbritanniens indre marked, dvs. udveksling af varer og serviceydelser mellem de fire nationer, England, Skotland, Wales og Nordirland. Lovforslaget blev fremlagt i Det Britiske Parlament i september 2020 og vedtaget 17. december samme år. Loven erstatter de regler om EU's indre marked, som hidtil havde været gældende i Storbritannien, men som faldt bort med Storbritanniens udtræden af EU's indre marked den 31. december 2021.

Loven etablerer det juridiske grundlag for fri og uhindret adgang for varer og tjenesteydelser mellem de fire nationer, der udgør Det Forenede Kongerige. Dette gælder også mellem Nordirland og Storbritannien trods bestemmelserne i Nordirland-protokollen, som er en central del af udtrædelsesaftalen, som EU og Storbritannien blev enige om som grundlaget for Brexit. Denne aftale blev underskrevet i oktober 2019.

Da lovforslaget blev fremsat af den britiske regering, reagerede EU skarpt, idet det blev opfattet som værende i direkte strid med udtrædelsesaftalen. Problemet var, og er stadig, trods britiske modifikationer af det oprindelige lovforslag, at udtrædelsesaftalen og Nordirlandsprotokollen foreskriver, at der skal ske en kontrol med varer og tjenesteydelser mellem EU og tredjelandet Storbritannien i Det Irske Hav, som er blevet til en toldgrænse efter at EU og Storbritannien med udtrædelsesaftalen har skrevet under på fortsat at holde grænsen mellem Nordirland og Republikken Irland åben, således som fastlagt i Langfredagsaftalen fra 1998. Den britiske indre markedslov ændrer på denne tilstand.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig