Hou Kirke ligger ud til Houvej lige øst for Lohals tæt på Langelands nordlige spids.

Kirkebygningen

Kirken fra 1873 er opført efter tegning af arkitekt A. H. Klein. Bygningen er traditionelt udformet med et kor, et skib og et våbenhus mod vest. I 1904 fik i et lille tårn, og den har på nord- og sydsiden af koret små tilbygninger.

Hou Kirke er i blank mur med synlige, røde teglsten og skifertag.

Kirken

Den historicistiske kirke er inspireret af formsproget i de romanske kirker, men der er også elementer fra den gotiske periode. Således slægter vinduernes rundbuer tydeligt den romanske, rundbuede stil på, mens skibets fag er inddelt ved støttepiller, der hyppigt bruges i gotikken.

Taggavlene er alle smykket med en form for frise med nedhængende stave, der følger taglinjen.

Ud for vestenden byggede man i 1904 et smalt tårn, der øverst på murene er dekoreret med en frise. Taget er en art stejlt pyramidetag med et knæk, der kommer tæt på at kunne karakteriseres som et spir.

Kirkens indre

Kirkerummets fag er markeret med svagt fremspringende murpiller, såkaldte lisener i blank mur. De bindes sammen foroven af en ligeledes blankmuret frise med rundbuer. Herover er der bjælkeloft.

Over skibets vestlige ende er der et pulpitur, dvs. et ophøjet galleri til orgelet og kirkegængere eller sangere.

Inventar i Hou Kirke

I Hou Kirke er inventaret fra flere forskellige perioder, hvor dog størstedelen er fra tiden efter dens opførelse. Ældst er dog døbefonten af granit, som er fra den romanske periode. Den stammer fra Strøbelev Kirke, og den er prydet med kors- og liljefriser.

Som alterprydelse tjener et maleri, Kristus vandrer på søen, der er udført af Julius Paulsen i 1894. Prædikestolen sidder på triumfvæggens sydlige del med en indgang gennem væggen til sakristiet. Den er traditionelt udformet med arkader i fagene og pilastre, dvs. halvsøjler, på hjørnerne.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig