Hindu Kush-indoariske sprog

Udforskningen af de Hindu Kush-indoariske sprog tog sin begyndelse i slutningen af 1800-tallet, men først med den norske indolog Georg Morgenstiernes udforskning af sprogene i 1920'erne fik de for alvor sprogvidenskabens opmærksomhed. Siden 1980'erne har sprogene været genstand for stadig yderligere forskning, bl.a. af skandinaviske lingvister. Nogle af sprogene er således relativt godt beskrevet, heriblandt kashmiri, palula, shina, khowar og kalasha, mens andre kun er lidt eller slet ikke beskrevet.

Kashmiri indtager en særstatus blandt de Hindu Kush-indoariske sprog ved at have en historisk litterær tradition. Kun for få af de andre sprog er der udviklet et skriftsystem.

De Hindu Kush-indoariske sprog har tidligere været betragtet som en selvstændig sproggren inden for de indoariske sprog, betegnet dardiske sprog. Der er imidlertid ikke nogen sproglige træk, som både samler alle sprogene og samtidig adskiller dem fra de øvrige nyindoariske sprog.

Forskelligt fra mange af de øvrige nyindoariske sprog har de fleste af de Hindu Kush-indoariske sprog dog bevaret en trevejsmodsætning mellem sibilanterne, fx kalasha sar 'sø', ṣa 'konge' og shak 'grøntsag' med henholdsvis dental, retrofleks og palatal sibilant.

Mange af sprogene har også udviklet et stort inventar af affrikater, fx khowar med modsætninger i artikulationssted, dental, palatal og retrofleks, stemthed, fx ts over for dz, og aspiration, fx ts over for tsh: tseq 'barn', tshok 'bundt af tornede grene', dzah 'våd', ṭṣang 'omfavnelse', ṭṣhan 'blad', ḍẓenḍẓer 'kæde', tsjar 'klippe', tsjor 'fire', dzjam 'fin'.

Flere af sprogene har udviklet ordtoner eller tonale forskelle i bøjningsformer, fx palula og Indus kohistani. Ordforrådet er i de fleste af sprogene desuden præget af mange låneord fra persisk.

De Hindu Kush-indoariske sprog kan inddeles i seks grupper, baseret både på geografisk beliggenhed og deres formodede genetiske slægtskab:

• Pashai, der tales nord for Kabul og Jalalabad i Afghanistan, og som omfatter fire hoveddialekter, der til dels ikke er gensidigt forståelige.
• Kunar-sprogene, der tales i grænseegnene mellem Afghanistan og Pakistan omkring floden Kunars nedre løb, og som omfatter dameli, gawarbati, grangali-ningalami og shumashti.
• Chitral-sprogene, der tales i Chitraldistriktet, og som omfatter khowar og kalasha.
• Kohistan-sprogene, der tales i bjergegnene nord og nordøst for Peshawar i Pakistan, og som omfatter tirahi, Dir kohistani, kalkoti, rajkot, kalam kohistani, dashwa, torwali, wotapuri-katarqalai, Indus kohistani, kanyawali, bankhari, kayali, chiliso, bhatise, gabar samt shatoti.
• Shina-sprogene, der fortrinsvis tales i Gilgit, Azad Kashmir og i Chitral, og som omfatter en lang række mere eller mindre gensidigt forståelige sprog: kohistyõ, ushojo, chilasi, astori, drasi, guresi, gultari, Gilgit-shina, Hunza-nagari, brokskat, palula samt sawi.
• Kashmiri-sprogene, der tales i Jammu og Kashmir, Azad Kashmir og Ladakh, og som omfatter kashmiri, poguli og kishtwari.

Kohistan-, shina- og kashmiri-sprogene grupperes undertiden sammen som østlig Hindu Kush-indoarisk. Sprogene i de talrige grupper Kohistan- og shina-sprog regnes for mere eller mindre gensidigt forståelige.

• indoariske sprog