Den sproghistoriske udvikling fra oldpersisk over middelpersisk til nypersisk udviser gennemgribende grammatiske forenklinger inden for alle ordklasser. Det komplicerede kasussystem i oldpersisk omfatter foruden de bl.a. fra tysk kendte kasus (dog ingen særskilt dativ) også ablativ, lokativ, vokativ og instrumentalis og varierer bøjningsmæssigt i vokal- og konsonantstammer, men findes hverken i middel- eller nypersisk, hvor det i et vist omfang er erstattet af postpositioner.
Genitiv angives på nypersisk ved markering af det ejede og ikke som på dansk med markering af ejeren, fx dokhtar-e ān mard 'den mands datter', egl. 'datter-genitiv den mand', idet genitivendelsen -e er hæftet på ordet for datter. Denne -e-konstruktion betegnes som en ezāfe-forbindelse, som også benyttes ved et substantiv i forbindelse med et modificerende adjektiv. Et karakteristisk træk i middelpersisk og nypersisk er generalisering af oldpersiske genitivformer, jf. nypersisk man 'jeg', der er udviklet af den oldpersiske genitivform manā, af adam 'jeg'.
Også verbalbøjningen er langt mere udbygget i oldpersisk end i middel- og nypersisk. Trods en tilsyneladende enkelhed i verbalsystemet i nypersisk er forhold vedrørende tempus, aspekt og modus omdiskuterede.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.