persisk

Artikelstart

Persisk, farsi, dari, tadsjikisk, det eneste iranske sprog, der er skriftligt dokumenteret i både old-, middel- og nyiransk. Nypersisk, der tales af ca. 61 mio. (2006), er officielt sprog under navnet farsi i Iran, dari eller kabuli i Afghanistan og tadsjikisk i Tadsjikistan. Persisk anvendes desuden som lingua franca i disse lande samt i tilgrænsende områder og er via udvandring udbredt til andre verdensdele.

Oldpersisk (ca. 550-ca. 300 f.Kr.) er overleveret gennem de achaimenidiske klippeindskrifter fra 500-300-t. f.Kr. og skrevet med alfabetisk kileskrift med blot få ideogrammer.

Middelpersisk (ca. 300 f.Kr.-900-t. e.Kr.) er skrevet med en variant af det aramæiske alfabet og indeholder ofte ideogrammer. Der skelnes mellem tre sprogformer, "indskriftmiddelpersisk", pahlavi og manikæisk middelpersisk. Det kendes fra især religiøse værker som de zarathustriske skrifter Denkart (Troens værk), Bundahishn (Den første skabelse) og Shkandgumanik vitshar (Den tvivlsønderdelende forklaring), men også fra en række profane værker som Drakht asurik ut buz (Det babyloniske træ og gedebukken) og Tshatrangnamak (Bogen om skakspillet); se Iran (litteratur).

Nypersisk (fra 900-t.), der skrives med arabisk skrift tilføjet fire ekstrategn, er bl.a. repræsenteret med persernes nationalepos fra ca. 1000, Firdausis Shahname (Kongebogen).

Grammatik

Den sproghistoriske udvikling fra oldpersisk over middelpersisk til nypersisk udviser gennemgribende grammatiske forenklinger inden for alle ordklasser. Det komplicerede kasussystem i oldpersisk omfatter foruden de bl.a. fra tysk kendte kasus (dog ingen særskilt dativ) også ablativ, lokativ, vokativ og instrumentalis og varierer bøjningsmæssigt i vokal- og konsonantstammer, men findes hverken i middel- eller nypersisk, hvor det i et vist omfang er erstattet af postpositioner.

Genitiv angives på nypersisk ved markering af det ejede og ikke som på dansk med markering af ejeren, fx dokhtar-e ān mard 'den mands datter', egl. 'datter-genitiv den mand', idet genitivendelsen -e er hæftet på ordet for datter. Denne -e-konstruktion betegnes som en ezāfe-forbindelse, som også benyttes ved et substantiv i forbindelse med et modificerende adjektiv. Et karakteristisk træk i middelpersisk og nypersisk er generalisering af oldpersiske genitivformer, jf. nypersisk man 'jeg', der er udviklet af den oldpersiske genitivform manā, af adam 'jeg'.

Også verbalbøjningen er langt mere udbygget i oldpersisk end i middel- og nypersisk. Trods en tilsyneladende enkelhed i verbalsystemet i nypersisk er forhold vedrørende tempus, aspekt og modus omdiskuterede. Se også indoeuropæiske sprog.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.