Himalaya. Himalayas tinder set fra Pokhara.

.

Himalaya er Jordens højeste bjergkæde med adskillige tinder over 8000 m. Himalaya ligger, hvor Det Indiske Subkontinent grænser mod Centralasien. Bjergene rejser sig nord for Gangessletten som en 2.400 km lang og 250-300 km bred bjergbue med flere parallelle kæder.

Faktaboks

Etymologi
Ordet Himalaya er sanskrit for 'sneens hjem', af hima 'sne' og ālaya 'bolig'.

Overgangen mellem sletten og bjergene, terai, er et tætbefolket landbrugsområde, og flere floddale i Nepal er også tæt beboet. Derimod rummer de egentlige bjergområder kun en sparsom befolkning.

Store dele af Himalaya var længe lukket for besøgende på grund af konflikten mellem Indien og Kina, men var i 1990'erne mål for en voldsomt stigende trekking- og bjergklatringsturisme.

Tinder som Mount Everest (8.848 m), Dhaulagiri (8.172 m) og Annapurna (8.091 m) bestiges hver sommer af talrige hold. For den spredte bjergbefolkning yder turismen et betydeligt økonomisk tilskud, men den har også, ligesom træfældning og skovrydning til landbrug, medført miljøproblemer i den meget følsomme natur.

Geologi

Himalaya er en ung, alpint foldet bjergkæde; opfoldningen indledtes for ca. 50 mio. år siden, da Det Indiske Subkontinent kolliderede med Asien, og den kulminerede i perioden fra Tidlig Tertiær til Tidlig Kvartær. I perioder skønnes hævningen at have andraget 1-1½ cm pr. år. Deformationen rykkede trinvis sydpå inden for Den Indiske Plade; herved blev sedimenterne og det prækambriske underlag i den nordlige shelf gennemsat af overskydninger og transporteret sydpå som store tektoniske dækker. Nord for kollisionsranden opstod samtidig nordrettede overskydninger.

Inden Indien kolliderede med Asien, blev foranliggende oceanbund på Den Indiske Plade ført ned i en subduktionszone under Karakorum og Tibet, og opstigende magmaer dannede store intrusioner (batholither) i det sydlige Tibet. Himalayas centrale kæder og højeste tinder er opbygget af prækambriske gnejser og yngre sedimenter fra Palæozoikum og Mesozoikum.

De blev omdannet og foldet, da de som et stort dække i Oligocæn blev ført 100 km mod syd ud over marine kalksten fra Eocæn og en ældre lagserie med kambriske evaporitter i bunden. Disse saltlag virkede som smøremiddel, da det voksende Himalaya på overgangen fra Tertiær til Kvartær blev presset ud over det sentertiære fordybs grove konglomerater og sandsten (siwaliks).

Stigende jordskælvsaktivitet under Gangessletten tyder på, at en ny overskydning er under udvikling her. Se også Asien (geologi).

Plantegeografi

Himalaya danner grænsen mellem de holarktiske og palæotropiske florariger. På de lavere sydskråninger vokser tropiske arter som bambus og skruepalmer. Omkring 2000 m findes ofte bjergregnskov med bl.a. Lithocarpus (beslægtet med eg), Castanopsis (beslægtet med ægte kastanje) og magnolier, mens undervegetationen er rig og bl.a. består af mange arter i arum- og orkidéfamilierne. Højere oppe findes nåleskov med bl.a. fyr, ædelgran og ceder.

I tågebæltet mellem 3000 og 4000 m danner arter af rhododendron skov eller krat. Den alpine vegetation findes over 4000 m og domineres af holarktiske elementer som fx arter af gedeblad, kodriver, stenbræk, ensian og ranunkel. De nordvendte skråninger er skovløse og fattige på plantevækst.

Dyreliv

Himalaya huser et særdeles artsrigt dyreliv; alene fra Nepal kendes fx ca. 800 fuglearter — mere end i hele Europa. Faunaen består af både vidt udbredte og velkendte arter som fx skovmus og sortmejse og en del arter, der er endemiske for området. Fluer og edderkopper kan forekomme i op til 6800 m, men på de allerhøjeste toppe lever ingen dyr. I Himalaya mødes palæarktiske grupper som jernspurve og studsmus med typisk tropiske grupper som drongoer og bulbuler.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig