Jernspurve
Alpejernspurv (Prunella collaris) lever i bjergområder i over 2.000 meters højde. Den er udbredt i store dele af det sydlige og centrale Europa, Nordvestafrika og Asien. I Danmark er den en tilfældig og sjælden gæst.
Jernspurve
Af /Minden/Ritzau Scanpix.

Jernspurve er en familie af små, 14-18 cm lange spurvefugle med grå og brunlige farver og et tyndt næb. Der kendes kun en slægt, Prunella, med 12 arter, som er udbredt i Europa og Asien. Jernspurve finder især deres føde på jorden. Den består overvejende af insekter om sommeren og plantefrø om vinteren.

Faktaboks

Også kendt som

Prunellidae

De arter, som er undersøgt bedst, har vist sig at have et kompliceret parringssystem, hvor hannen opretter et territorium og prøver at monopolisere hunnerne inden for dets grænser. Afhængig af bl.a. fødetilgangen i området kan det resultere i "normale" par, hanner med 2-3 hunner eller hunner med 2-3 hanner eller undertiden i en situation, hvor flere hanner er knyttet til flere hunner. Hunnen bygger en skålformet rede i et træ eller på jorden og er normalt alene om at ruge kuldets 3-6 æg, men får hjælp til ungefodringen af den eller de hanner, der har parret sig med hende.

Jernspurve i Danmark

Den i Danmark almindeligt ynglende jernspurv (Prunella modularis) er udbredt over det meste af Europa. Den er hyppig i haver, hvor den søger føde på jorden i ly af buske eller under foderbrættet. Mange danske jernspurve overvintrer i Sydvesteuropa, men en del bliver i landet, som også besøges af mange træk- og vintergæster fra Skandinavien.

Derudover har både alpejernspurv (P. collaris) fra bjergegne i Europa og Asien og sibirisk jernspurv (P. montanella) fra det nordlige Sibirien optrådt som tilfældige gæster i Danmark.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig