Faktaboks

Harri Holkeri
Født
6. januar 1937
Død
7. august 2011

Harri Holkeri var en finsk politiker. Holkeri var leder af Samlingspartiet i 1971-1979, statsminister i 1987-1991 samt partiets præsidentkandidat i 1982 og 1988. I 1978-1997 var han direktør i Finlands Bank og tildeltes i 1998 titel af statsråd. Efter en valgsejr i 1987 kunne Holkeri bryde den isolation, som partiet siden 1966 havde befundet sig i; sammen med Finlands landsbygdparti, Svenska folkpartiet og Finlands socialdemokratiske parti dannede han den første såkaldte blå-røde regering. Efter tilbagegang ved valget i 1991 forlod Holkeri partipolitik, selv om Samlingspartiet forblev i regering.

Efter nogle år som "ældre statsmand" i finsk politik, hvor han blandt andet kraftigt opfordrede Finland til at fordoble ulandsbistanden til FN's mål på 0,7 % af BNP, engageredes han i 1995-1998 i internationalt arbejde som fredsmægler i Nordirland. I 2000-2001 var han formand for FN's 55. generalforsamling, Milleniumforsamlingen, og i 2003-2004 var han chef for FN's midlertidige administration i Kosovo, UNMIK, men måtte efter otte måneder på posten trække sig af helbredsmæssige grunde.

Harri Holkeri modtog æresbevisningen Honorary Knight Commander of the Order of the British Empire af dronning Elizabeth 2. for sin indsats i Nordirland, der udmundede i Langfredagsaftalen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig