Finlands socialdemokratiske parti

Finlands socialdemokratiske parti, SDP, blev grundlagt i 1899 som Finlands arbetarparti; navnet ændredes i 1903 samtidig med vedtagelsen af et program, der var inspireret af det tyske Erfurtprogram.

Ved det første valg med almindelig valgret i 1907 fik SDP 80 af 200 mandater, og i 1917 stod det med 103 mandater og dermed absolut flertal i spidsen for en samlingsregering. Den russiske regering opløste imidlertid Landdagen. Partiet radikaliseredes og tog ved et kup 27.1.1918 magten i Helsinki, hvilket indledte Den Finske Borgerkrig, der endte med nederlag. Overlevende kupledere grundlagde derefter Finlands kommunistiska parti (FKP) i Rusland, mens Väinö Tanner reorganiserede SDP i reformistisk retning.

Partiet dannede mindretalsregering 1926-27, men stod isoleret. I 1920'erne måtte det især i fagbevægelsen bekæmpe det forbudte FKP, der virkede under flere dæknavne.

I 1930'erne fik SDP rollen som mægler i sprogstriden mellem de borgerlige partier og vandt herved støtte til sociale reformer. I 1937 indgik det sammen med Agrarförbundet i den første af mange rød-grønne koalitionsregeringer.

Efter 2. Verdenskrig bekæmpede SDP kommunisternes og dermed Sovjetunionens indflydelse. Intern splittelse og sovjetisk pres førte imidlertid til, at det stod uden regeringsindflydelse 1958-66. Siden har SDP sammen med Centerpartiet domineret finsk politik og stået i spidsen for en række koalitionsregeringer, senest under P. Lipponen (1995). Mauno Koivisto blev i 1982 Finlands første socialdemokratiske præsident og efterfulgtes i 1994 af partifællen M. Ahtisaari.