Faktaboks

Halskov Kirke
Sogn
Halskov Sogn
Provsti
Slagelse Provsti
Stift
Roskilde Stift
Kommune
Slagelse Kommune

Halskov Kirke er en sognekirke, som blev indviet i 1968, hvor også Halskov Sogn blev oprettet og udskilt fra Korsør Sankt Povls Sogn. Kirken er tegnet af arkitekt Holger Jensen (1918-2004) og blev allerede udvidet i 1984 efter planer af arkitekt Lars Jensen, søn af fornævnte.

Halskov Kirke ligger i Halskov Sogn, som udgør den nordlige bydel af Korsør. Det var netop fra Halskov Færgehavn, at den tidligere færgeforbindelse til Fyn havde sit udgangspunkt. Siden Storebæltsbroens opførelse og indvielse i 1998 har Halskov været udgangspunkt for broens sjællandske side.

Kirkebygningen

Halskov Kirke er resultatet af en befolkningsvækst i Korsør, som i 1950’erne førte til, at man ønskede at opføre en ekstra kirke i byen. Efter flere år med indsamling og planlægning, gik man i 1966 i gang med byggeriet, som efter nogen forsinkelse blev afsluttet med indvielsen den 18. februar 1968.

Den oprindelige bygning

Den oprindelige bygning blev tegnet af arkitekt Holger Jensen, hvis professionelle virke i høj grad udspillede sig inden for både dansk og udenlandsk kirkebyggeri. I perioden 1952-1994 tegnede han således hele 49 kirker, ligesom han stod for restaureringsarbejder i andre kirker.

Holger Jensens kirker kendetegnes ved deres funktionalisme og fleksibilitet, og Halskov Kirke er ingen undtagelse. Den blev tegnet som et hus for menigheden og rummede således fra starten både selve kirkerummet men også mødelokaler, køkken, toiletter, dåbsværelse, præsteværelse samt kontorer for kirkens ansatte.

Halskov Kirke fremstår med røde teglstensfacader, hvori sortindrammede vinduespartier på markant vis bryder overfladerne. Selve kirkerummet er udefra markeret ved et karakteristisk pulttag, dvs. en tagflade, der hælder mod en side, med store vinduer til lysindfald. Tagfladerne er lagt med kobber, og klokketårnet er beklædt med en sort ”hætte” på den øverste del.

Ud- og tilbygning

Ved udbygningen i 1984 tilføjede man kontorer, konfirmandlokale og en hall, som til forveksling minder om en miniature af selve kirkerummet. Også et kapel og et redskabsrum blev tilføjet. Arbejdet med ud- og tilbygning var endeligt afsluttet i 1993.

Kirkens indre

Kirkerummet er enkelt indrettet og er, ligesom det ydre, også i det indre præget af røde teglsten, som er anvendt både på gulve og vægge.

Lofterne er udført i træ, ligesom kirkens inventar fremstår i umalede træoverflader. Rummet indrammes desuden af pulpiturer til siddepladser og til orgel og kor. Disse afskærmes med paneler i træ.

Inventar i Halskov Kirke

Ganske typisk for arkitektens stil, er kirkerummet og dets inventar helt enkelt udført. I kirkerummet finder man således endnu det oprindelige inventar, udført i teglsten og træ, uden markant overfladebehandling.

Alterpartiet udgøres af et alterbord, med bærende sidestykker af røde tegl samt en front beklædt med guldmosaik.

Til højre for alterbordet er et højt, spinkelt kors opstillet. Det er udført i træ med guldindsats.

Både knæfald og kirkebænke er også minimalistisk udført i træ.

Prædikestolen er udført i træ, kvadratisk udformet med enkelte profileringer på siderne. Den er opstillet på en muret base.

Den runde døbefont er opmuret i røde teglsten og er placeret til højre for alterbordet.

Læs mere i Den Store Danske

Læs mere i Trap Danmark

Eksterne Links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig