Havnearkaden.

.

Tårnholm opførtes i 1798, både hovedbygningen samt de velholdte avlsbygninger med det karakteristiske bindingsværk er i dag fredet.

.

Fiskerihavnen med Korsør Fæstning i baggrunden.

.

Sankt Povls Kirke, Korsør.

.

Korsør, by på Vestsjælland ved Storebælt; 14.702 indb. (2017). Korsør ligger i Slagelse Kommune. Byen voksede frem som overfartssted mellem Sjælland og Fyn, hvilket har været afgørende for erhvervsudviklingen. Med etableringen af den faste Storebæltsforbindelse i 1998 ledes trafikken nu nord om byen, hvortil også Korsør Station er flyttet.

Faktaboks

Etymologi
Korsør er nævnt 1300 som Koszøer, 1341 Corsøre, af kors, om sømærke, og -ør 'gruset strandbred'.

Det grønne område Byparken er i 2002 anlagt på det tidligere jernbaneterræn, mens jernbanens færgelejer er overgået til erhvervshavn. Øst for terrænet på inddæmmede arealer mod Korsør Nor ligger idrætsanlæg og golfbane.

Af interessante bygninger er der foruden fæstningstårnet fra Korsør Slot Christian 4.s Store magasin fra 1609, Acciseboden fra 1785 og gæstgivergården Kongegården eller Rasmus Langelands Gård fra 1761, der fra 1997 er indrettet som et center for kunst og musik.

Historie

Algade i Korsør på gammelt postkort.

.

Den gamle station.

.

Korsør fik købstadsprivilegier i 1425 under Erik 7. af Pommern, og der har næppe været megen bebyggelse før dette tidspunkt; Korsør Slot var sæde for lensadministrationen ca. 1500-1605.

Allerede i 1500-t. havde Korsør ligesom Nyborg et velorganiseret færgevæsen. Færgerne blev brugt til transport af personer, fra 1624 af post og især i 1500-1700-t. af store mængder kreaturer. Chausséen mellem København og Korsør, den senere hovedvej A1, var færdig i 1791, og i 1856 blev jernbanen mellem Roskilde og Korsør indviet.

Jernbanen og indførelsen af jernbanedampfærger i 1883 medførte stor tilflytning af arbejdere og funktionærer, hvoraf mange bosatte sig på det hidtil ubeboede Halsskov.

Syd for Halsskovbro over mundingen af Noret ligger byens historiske kerne, Centrum Syd, med rådhus og handelskvarterer omkring Algade, Nygade, Casper Brands Plads og Havnegade.

Nord og vest for bykernen bag den gamle fæstning ligger fiskeri- og lystbådehavnen og Flådestation Korsør, byens største arbejdsplads. Syd for området ligger bl.a. sygehus og plejehjem.

Nord for broen ligger Centrum Nord med den fredede stationsbygning. Byen har især bredt sig mod sydøst, og de store parcelhuskvarterer når næsten til Korsør Skov. I Halsskovkvarteret nær motorvejen findes etagebyggeri.

Korsør har et meget lille opland, og byen har derfor aldrig haft håndværk i større omfang.

Til gengæld har den spillet en vigtig rolle ved ind- og udførsel af varer til og fra Vestsjælland.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig