Hagedorn Prisen er en pris oprettet i 1966 af Dansk Selskab for Intern Medicin i anledning af selskabets 50-årsjubilæum. Prisen blev skabt i erkendelse af den danske læge H.C. Hagedorns indsats for lægevidenskaben.

Da fondens midler blev utilstrækkelige til en værdig pris, blev de i 2008 overført til Novo Nordisk Fonden, der herefter har stillet prisen til rådighed for Dansk Selskab for Intern Medicin, som varetager uddelingen.

Prisen gives for fremragende forsknings- eller udviklingsindsats inden for et område af dansk intern medicin. Novo Nordisk Fonden bevilger årligt 1.500.000 kr. til uddeling af prisen, hvoraf 1.250.000 kr. er til forskning eller udviklingsarbejde, og 250.000 kr. er en personlig andel. Med prisen følger Hagedorn Medaljen.

Blandt modtagerne af prisen er Oluf Borbye Pedersen (2015), Henning Beck-Nielsen (2005), Bente Klarlund Pedersen (2004), Carl Erik Mogensen (1988), Halfdan Mahler (1986), Povl Riis (1983), Henrik R. Wulff (1979) og Knud Lundbæk (1972).

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig