Povl Riis

Faktaboks

Povl Riis
Født
28. december 1925
Død
2. januar 2017

Artikelstart

Povl Riis, 28.12.1925-2.1.2017, dansk læge, overlæge ved Gentofte Amtssygehus 1963-76 og ved Herlev Amtssygehus 1976-95 ved afdelingen for medicinske mave-tarm-sygdomme.

Povl Riis var desuden professor i intern medicin ved Københavns Universitet 1975-95. Hans videnskabelige indsats har især vedrørt tarmens betændelsessygdomme. Han var hovedredaktør af Ugeskrift for Læger 1967-91 og ydede tidligt en stor indsats for udbredelsen af kendskabet til kliniske forskningsmetoder.

Han deltog i udformningen af Helsinki-deklarationen om videnskabsetiske principper inden for biomedicinsk forskning, tog initiativ til oprettelse af danske videnskabsetiske komitéer og var formand for Den Centrale Videnskabsetiske Komité 1979-98. 1996-2012 var han formand for Ældreforum.

Povl Riis arbejdede med normering af det medicinske sprog og har desuden skrevet tekst til flere korværker og kantater. Han havde både nationalt og internationalt betydningsfulde hverv inden for lægevidenskab, etik og uddannelsesplanlægning og modtog adskillige danske og udenlandske hædersbevisninger, bl.a. August Krogh Prisen (se Marie og August Krogh Prisen) i 1974.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig