Faktaboks

Sogn
Haderup Sogn
Provsti
Herning Nordre Provsti
Stift
Viborg Stift
Kommune
Herning Kommune

Haderup Kirke er en oprindeligt romansk kirke i Haderup, cirka halvvejs mellem Viborg og Holstebro.

Kirkebygning

Kirken består af et kor og et skib fra romansk tid. I senmiddelalderen tilføjede man en korsarm på skibets sydside og et tårn på skibets vestende.

Udvendigt fremstår kirken i dag med hvidkalkning på tårnet og de øvre dele af det øvrige murværk, mens murværket er synligt nederst på kor, skib og korsarm. Tagene er belagt med en blanding af røde tegl og bly.

Den romanske kirke

I romansk tid blev mange kirker opført af natursten. Dette gælder også i Haderup Kirke, hvor de ældste dele er bygget af granitkvadre, som fortsat er tydeligt i det ukalkede, nedre murværk.

Den eneste nævneværdige detalje der er bevaret fra kirkens ældste tid, er den tilmurede syddør. Som stort set alle andre middelalderkirker havde kirken oprindeligt to indgangsdøre, som fandtes mod nord og syd i skibets vestende. Af disse fremstår syddøren endnu helt tydeligt udvendigt, selvom den er tilmuret. På ydersiden af korets nord- og østside kan man også se tilmurede vinduer, som stammer fra romansk tid.

Tilbygninger og ombygninger

Kirkens to tilbygninger, korsarmen og tårnet, stammer fra omkring år 1500. Korsarmen er bygget af genbrugte kvadre nederst og munkesten øverst dvs. store mursten, som i løbet af middelalderen overtog naturstenenes rolle som det foretrukne byggemateriale i kirkerne. I modsætning til det ældre romanske kirkerum med fladt bjælkeloft fik det gotiske rum i korsarmen et hvælvet loft – en udvikling der bl.a. muliggjordes af brugen af munkesten.

Også i tårnrummet er der hvælvet loft. Tårnet er opført af munkesten i sin fulde højde, idet tårnets overdel dog for en stor del er ommuret i 1758, en istandsættelse der er mindet ved at årstallet er sat med jernankre på sydsiden af tårnets facade. Det var formodentlig ved denne ommuring at tårnet fik sit lave pyramidespir.

Kirkens indre

Indvendigt præges kirkerummet af en istandsættelse i 2015, hvor inventaret for en stor del blev fornyet, mens bjælkeloftet blev malet hvidt og belysningen ændret til mange små pærer. Væggene er hvidkalkede, mens gulvet er belagt med gule mursten.

Kalkmalerier

Et enkelt kalkmaleri fra ca. 1490-1510 er bevaret i kirken. Det findes på hvælvet i korsarmen og forestiller en enhjørning.

Inventar og gravminder i Haderup Kirke

Inventaret i Haderup Kirke er fra flere forskellige perioder. Særligt renæssancen er stærkt repræsenteret.

Døbefont fra romansk tid

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit. Den næsten cylindriske døbefont er enkelt udsmykket med riller på fod og kumme.

Altertavle og prædikestol fra renæssancen

Altertavlen i renæssancestil er fra begyndelsen af 1600-tallet. Den er udsmykket med malerier af kunstneren Toni Larsen fra 2015.

Prædikestolen der ligeledes er fra renæssancen og er opbygget af fire fag, som er udsmykket med malerier af de fire evangelister i rundbuede felter. Mellem felterne er der tynde, træskårne søjler. Såvel prædikestolen som opgangen er malet i marmorering, dvs. imiteret marmor.

Gravminder

Af gravminder i kirken kan nævnes et epitafium, dvs. en mindetavle, fra 1733.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig