Gytheion (nu Gytheio) er en havneby på det sydlige Peloponnes, i antikken Spartas havneby og den vigtigste af perioikernes byer.

Oprindelse

Ifølge myten blev Gytheion grundlagt af Apollon og Herakles i fællesskab. Kilderne har i øvrigt intet at berette om byens tidligste historie, men det står klart, at dens vækst hænger sammen med Spartas voksende magt og behov for en adgang til havet. Ifølge Homers Iliade var det ad denne rute, Paris og Helena flygtede fra Sparta på deres vej mod Troja.

Gytheions første havn var en åben ankerplads i ly af øen Kranaë (nu Marathonisi), som snart blev suppleret med et udgravet havnebassin længere mod nord; nord herfor igen lå byens akropol.

Klassisk og hellenistisk tid

Da Sparta lå mere end 40 kilometer fra kysten og ikke rådede over en flodhavn, udviklede Gytheion sig snart til Spartas vigtigste havn med flådebase og egne skibsværfter. Som perioiker var byens indbyggere forpligtet til at betale skat til Sparta og stille soldater i krigstid, men Gytheion nød i øvrigt et ret vidt selvstyre. Eftersom spartanske fuldborgere var udelukket fra at drive andre erhverv end landbrug, havde perioikerne et de facto monopol på handel og skibsfart.

Med nedgangen i Spartas magt efter nederlaget ved Leuktra i 371 f.v.t. blev Gytheions stilling mere udsat end tidligere. Allerede 369 f.v.t. blev byen belejret af thebanerne, i 338 f.v.t. drog Filip 2.s tropper plyndrende gennem egnen, og i 195-192 f.v.t. kæmpede romere, achaiere og spartanere om kontrollen med byen. Efter det endelige spartanske nederlag blev Gytheion i lighed med de øvrige perioikbyer og Sparta tvunget ind i Det achaiske Forbund.

Romersk tid

Romersk teater, Gytheion
Det romerske teater i Gytheion er placeret på akropolens østskråning
Romersk teater, Gytheion
Licens: CC BY SA 3.0

Efter det achaiske forbunds sammenbrud i 146 f.v.t. genvandt Sparta sin selvstændighed under romersk overherredømme, mens perioikbyerne blev samlet i et forbund, fra Augustus' tid fremover kendt som 'de frie lakonere' (eleutherolakones) med hovedsæde i Gytheion. Her foregik en årlig musikfestival over otte dage til ære for kejserhuset og for byens ledende familie, Eurykliderne.

Alle antikke ruiner, som i dag kan ses på stedet, stammer fra romersk tid. Nedenfor akropolen og nord for havnen ligger resterne af det romerske teater. Akropolen rummede byens hovedtempler og andre offentlige bygninger, og vest herfor er fundet rester af et romersk badeanlæg. Størstedelen af det antikke byområde er fortsat arkæologisk uudforsket. Det antikke havnebassin blev fyldt op ved midten af 1800-tallet; på det opfyldte område ligger bla. byens rådhus og den tidligere pigeskole, som i dag huset et kulturcenter.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig