Det Achaiske Forbund, forbundsstat med hovedsæde i bystaten Aigion i Achaia. Det Achaiske Forbund blev dannet i 400-t. f.Kr., men opløst og gendannet i 280 f.Kr. af 4 af Achaias 12 bystater. De 8 andre sluttede sig hurtigt til forbundet, som siden blev udvidet med Sikyon (251 f.Kr.), Korinth (243 f.Kr.), Megalopolis (235 f.Kr.) og Argos (229 f.Kr.). Sparta indtrådte i 192 f.Kr., og det omfattede snart efter hele Peloponnes og blev den mægtigste stat i Hellas.

Forbundet blev ledet af en præsident (strateg), valgt for et år, bistået af en vicepræsident (hipparch) og et forbundsråd (boule), hvis medlemmer blev udpeget af de enkelte bystater i forhold til deres befolkningstal. Mænd over 30 år havde borgerskab i deres egen bystat såvel som i forbundet. Gennem forbundsborgerskabet var de valgbare til embederne og kunne møde på folkeforsamlingen, hvor alle vigtige afgørelser blev truffet.

Ca. 200 f.Kr. blev de fleste af forsamlingens beføjelser overført til forbundsrådet. Forbundets største statsmænd var Aratos fra Sikyon og Filopoimen. Spartas gentagne forsøg på at udtræde af forbundet førte i 146 f.Kr. til krig med Rom, som støttede Sparta. Korinth blev indtaget og ødelagt, og ved fredsslutningen samme år blev forbundet opløst og indlemmet i den romerske provins Macedonia.

Det Achaiske Forbund fik historisk betydning igen 2000 år efter forbundets opløsning, da det i 1787 blev et vigtigt forbillede for USA's forbundsforfatning. Vore hovedkilder til forbundet er Polybios og Plutarch.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig