Giorgio Agamben er en italiensk filosof, der på afgørende punkter fortsætter arven fra Walter Benjamin, Michel Foucault og Hannah Arendt. Med udgangspunkt i filologiske studier af oldtidens og middelalderens retssystemer har Agamben udviklet begreber om undtagelsestilstanden og det nøgne liv, der ikke mindst er relevante for forståelsen af de moderne, vestlige retssamfund.
Giorgio Agamben
Faktaboks
Giorgio Agamben
- Født
- 22. april 1942, Rom, Italien
Af
Sz Photo//Sueddeutsche Zeitung Photo/Ritzau Scanpix.
Licens:
Begrænset anvendelse
Homo Sacer
Hans hovedværk er det i 2017 afsluttede ni-bindsværk Homo Sacer, der samlet udgør en kritisk analyse af politiske, retslige og religiøse organisationsformer fra antikken til moderne tid. Begrebet Homo Sacer, der betyder ’helligt menneske’, stammer fra romersk lov og er den juridiske betegnelse for et menneske, der dømmes fredløs.
Termen sacer indeholder også betydningen forbandet, og den retslige status som udstødt svarer til det, der i en senere kristen-katolsk kontekst hedder at lyse i band, dvs. at udstøde en person fra den kirkelige menighed.
Lejren
Agamben gør Homo Sacer til begreb for samfunds-eksklusion i en mere almen forstand og kobler det til et begreb om det nøgne liv, dvs. et liv, der har mistet sin værdi ved at være sat uden for loven. I det lys fremstiller Agamben også nazisternes masseudryddelse af jøderne, som i koncentrationslejrene var reduceret til nøgent liv.
Normalisering af samfundsmæssig undtagelsestilstand
Agambens mest radikale pointe er nok, at lejren som samfundsmæssig undtagelsestilstand er blevet normaliseret i det moderne samfund, hvor værdien af menneskers liv er målt på deres samfundsnytte og nationale tilhørsforhold. Endvidere låner Agamben Michel Foucaults begreb om biomagt til at påvise, hvorledes den enkeltes liv i dag i de vestlige samfund gøres til genstand for en minutiøs politisk og institutionel regulering.
Et felt af ubestemmelighed
Agamben er fortaler for det unikke ved et ethvert individ, hvilket imødekommes naturligt i kærligheden, men ikke i loven. En af hans gennemgående pointer er, at det system af ligheder og forskelle, som samfundsnormer bygger på, i sidste ende hviler på en forskelsløshed i det nøgne liv. Bag alle ideologiske og sproglige forskelle ligger der et destabiliserende felt af ubestemmelighed (zona de indiferencia).
Dem, der definerer andre, kan ende med at blive dem, der defineres af andre. Det, man behersker, kan slå om i det, der behersker en.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.