En fredløs var uden retsbeskyttelse. Fredløshed var ifølge middelalderlig ret den fuldstændige ophævelse ved dom af en persons retsbeskyttelse. Fredløshed anvendtes som straf i en række europæiske lande, herunder de nordiske lande og Det Tysk-romerske Rige. På Island kaldtes en fredløs for skovmand eller skovgangsmand; og flere af sagaerne bl.a. Gislasaga og Grettissaga beretter om fredløshed.
Især i tysk retshistorisk litteratur har man tidligere antaget, at enhver forbrydelse i det gamle germanske samfund blev straffet med fredløshed. Samfundet var et fredssamfund, der gennem opretholdelse af freden ydede sine medlemmer beskyttelse. Den, der begik en forbrydelse, havde ikke blot krænket den enkeltes, men hele samfundets fred og blev herved fredløs. Nyere retshistorisk litteratur finder det mere sandsynligt, at opfattelsen af samfundet som et fredsforbund skyldes kirkelig påvirkning, snarere end at den afspejler en urgermansk forestilling, og at fredløshed må ses på baggrund heraf.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.