Faktaboks

Gerskov Kirke
Sogn
Skeby Sogn
Provsti
Bogense Provsti
Stift
Fyens Stift
Kommune
Nordfyns Kommune

Gerskov Kirke er et eksempel på den nyromanske byggestil, som er en del af den arkitektoniske stilart historicisme. Kirken er opført i 1925.

Gerskov Kirke ligger ca. 10 km nordøst for Odense og ud til Odense Fjord.

Kirkebygning

Kirken er opført i nyromansk stil i 1925 efter tegning af arkitekten N.P. Jensen (1853-1929), som udførte flere kirker på egnen i samme byggestil. Kirken består af et skib, et kor og et tårn, som også fungerer som våbenhus og adgangsvej til kirken.

Tårnet omgives af to mindre rum, der fungerer som henholdsvis materialerum og ligkapel. Kirken er bygget i grå kalksten, og står med blank mur, dvs. synlige kalksten, mens taget er belagt med røde tegl.

Kirkens indre

Gerskov Kirke
Altertavlen med Ellen Hofman-Bangs maleri "Påskemorgen". Det er fra 1927. Foto: 2018.
Af /Nationalmuseet, Danmark.
Licens: CC BY SA 4.0

Kirkens indre står hvidkalket og med tøndehvælv over både koret og skibet. I kirkens vestende er der indbygget et orgelpulpitur, dvs. et ophøjet galleri, som åbner sig ud mod kirkerummet via tre åbninger.

Inventar i Gerskov Kirke

Krucifiks
Krucifiks i Gerskov Kirke. Det er udført af Kristen Østerby. Foto: 2018.
Af /Nationalmuseet, Danmark.
Licens: CC BY SA 4.0

Kirkens store inventarstykker, såsom stolestaderne, dvs. kirkebænkene, prædikestolen, alterbordet og alterskranken er ligeledes tegnet af N.P. Jensen, og de er alle holdt i lysegrå toner med detaljer i guld og blåt.

Rammen omkring kirkens altertavle er inspireret af de middelalderlige, gyldne altre. I rammen er indsat kirkens altermaleri, som er malet af Ellen Hofman-Bang (1879-1971) og afbilder påskemorgen.

Døbefonten af kunststen er på kummen prydet med indskriften ”Lader de smaa børn komme til mig” og har fod udført som en omvendt terningkapitæl, dvs. at fodens bund ligner et søjlehoved udformet som en terning.

Kirkens nuværende orgel på pulpituret er en erstatning for et ældre, som i 1970 blev foræret til det nærliggende Klintebjerg Skolehjem som ’legetøj’.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig