Faktaboks

Frederiksværk Kirke
Sogn
Frederiksværk-Vinderød Sogn
Provsti
Frederiksværk provsti
Stift
Helsingør Stift
Kommune
Halsnæs Kommune

Frederiksværk Kirke er en sognekirke beliggende midt i Frederiksværk. Kirken er uden kirkegård, og er opført på en del af byens gamle markedsplads.

Kirkebygning

Frederiksværk Kirke

Frederiksværk Kirke (opført i 1909) ligger midt i Frederiksværk og har et højt, slankt kobberbeklædt spir og sortglaseret tag.

Frederiksværk Kirke
Af .

Kirken består af et skib og med apsis i nyromansk stil, opført af håndstrøgne røde sten i 1909 efter tegning af arkitekt Søren Lemche (1864-1955).

Kirken er præget af sit stilrene udtryk og har udvendigt flere detaljer, herunder en romansk inspireret blændingsgruppe adskilt af dobbelte lisener, altså murede søjler, på østgavlen. Over kirkens vestende er der opført et højt, slankt kobberbeklædt spir, mens resten af kirken har sortglaseret tag. Kirkens indgangsdør i vest er udsmykket med et tympanon, dvs. et dekoreret felt, med mosaik som forestiller den gode hyrde, tegnet af kunstneren Niels Skovgaard, som også har tilvirket altertavlen.

Indvendigt står kirken med mure der er holdt i blank mur med synlige sten nederst og er kalket hvide øverst sammen med det tøndehvælvede loft. Indvendigt er kirken kendetegnet ved arkaderækken i nord- og sydsiden langs skibet som mellem arkaderne er forbundet med rundbuede åbninger der skaber karakteristiske sidegange. Hertil kan nævnes de kunstfærdigt udførte murede søjler ved apsis samt den iøjnefaldende murede portal der fører op til prædikestolen.

Inventar

Frederiksværk Kirke
Over kirkens dør ses en mosaik med motivet "Den gode hyrde", tegnet af Niels Skovgaard i 1910.
Af /Arkitekturbilleder.dk.
Licens: CC BY NC SA 2.5

Kirkens inventar er hovedsageligt samtidigt med bygningen og er udført efter arkitektens tegninger.

Prædikestolen er muret og udsmykket med murede blomster i rammer. Den er som nævnt forbundet med resten af kirken gennem en rundbuet muret portal som øverst er udsmykket med et muret kors.

Kirkens døbefont er hugget af billedhuggeren A.J. Bundgaard, og denne har hertil udskåret kirkens stolegavle.

Altertavlen er fra 1920 og har som centralt motiv et maleri af Niels Skovgaard som forestiller påskemorgen ved Kristi grav. Dette er indsat i et udskåret rammeværk som er udført af hans søn, Ole Skovgaard (1897-1968). Kirkens klokke er fra 1758 og var oprindeligt støbt til brug på krudtværket i byen.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig