Franz Böhm

Böhm blev kandidat i jura i 1924 med speciale i konkurrenceret. Herefter var han embedsmand samtidig med, at han skrev en ph.d.-afhandling af Adam Smith med titlen Wettbewerb und Monopolkampf (’Konkurrence og monopolkamp’).

Böhm blev herefter tilknyttet universitetet i Freiburg for i 1936 at få en midlertidigt professorat ved universitetet i Jena. Allerede i 1937 blev han imidlertid frataget muligheden for at undervise efter, at han havde kritiseret Hitler-regimet for dets behandling af de tyske jøder. I 1944 var Böhm heldig at undslippe klapjagten på modstanderne af regimet i kølvandet på attentatforsøget mod Adolf Hitler.

Efter krigen blev Böhm rektor universitetet i Frankfurt indtil han blev medlem af Forbundsdagen i 1953 for partiet CDU indtil 1965. Han døde i 1977. I forhold til ordoliberalismen var Böhm klart i den konkurrencepolitiske søjle. Han var sammen med Walter Eucken og Hans Grossmann-Doerth at udgive skiftserien Ordnung der Wirtschaft (som dog blev indstillet efter kun fire numre i 1937). Den regnes som ordoliberalismens fødselsattest.

Böhm var optaget af, hvordan man kunne sikre den sociale orden via juridiske instrumenter. Hans særlige bidrag til ordoliberalismen bestod bl.a. i begrebet ’privatretssamfundet’ (på tysk Privatrechtsgesellschaft) og udviklingen af ideen om en økonomisk forfatning, som blev så vigtig for ordoliberalismen og for ikke mindst Euckens tænkning.

For Böhm var en økonomisk forfatning ikke lig med et lands politiske fællesskab og forfatning, som har rod i folkenes vilje. En økonomisk forfatning skal altid skæres ud af den til enhver tid eksisterende politiske forfatning på en klar og bevidst måde. Det liberale element i Böhms tænkning på dette område består i, at en økonomisk forfatning indebærer en selvbegrænsning for staten, fordi den økonomiske forfatning etablerer et rum for en et selvstændigt, dynamisk og privatretligt ’byttefællesskab’.

Samtidig indebærer Böhms karakteristik af den økonomiske forfatning som beroende på teknisk ekspertise snarere end moral, at den kommer tæt på Foucaults begreb om ’biomagt’, og som en forløber for neoliberalismens form for bevidsthedskoloniserende rationalitet. Det hænger sammen med, at Böhms karakteristik af den økonomiske forfatning understøtter Foucaults påstand om, at videnskabelig rationalitet altid vil opsluge menneskenaturen og undertrykke for eksempel solidariske og altruistiske motivationer til fordel for bytteøkonomien.

Samtidig må det med, at Böhm fastholdt nødvendigheden af retsstaten og behovet for en normativ vision af samfundets sociale organisation. Markedet skal indhegnes, og den økonomiske forfatning skal anvendes hertil, således at man undgår autoritære politikere, der agerer på et frit marked uden bindinger. For som Böhm skrev i 1937: ”Kun et slogan passer til denne [laissez-faire] form for økonomisk frihed: ingen ved, hvad der sker, men det værste er det mest sandsynlige”.

Böhm ønsker at skabe en plads for individet, som er underkastet samfundets og den stærke stats volonté générale (Jean-Jacques Rousseaus begreb), hvor der sørges for at tilvejebringe, hvad der er godt for helheden. Böhms løsning er den koordinerede karakter af, hvad han kalder ’privatretssamfundet’ og dets marked, som indebærer et kompleks sæt af sociale relationer. Det er staten, som bør understøtte dette grundlæggende ’privatretssamfund’ og ikke omvendt. Eller som Böhm skriver i analysen bag ’privatretssamfundet’: ”Det vigtigste af disse systemer er sprog, privatret og markedspriser”.

Böhms analyser tippede imidlertid til tider tæt i retning af det neoliberale. Som når han skriver, at den ”frie markedsøkonomi er det mest perfekte udtryk for massedemokratiet, dets grad af præcision er umuligt at etablere i det politiske liv”. Her lurer Friedrich von Hayeks ’Vejen til trældom’ i baggrunden.

I den forbindelse spiller markedsstrukturen og konkurrencen på markedet en vigtig rolle. Ifølge Böhm blev det nationalsocialistiske diktatur i virkeligheden hjulpet godt på vej til magten via de udbredte karteller, monopoler og laugssystemer, som eksisterede i Weimar-tiden. Derfor skal markedet gøres fri af al magt. Alle markedsaktører bør være ’magtløse’ og dermed ’frie’. Böhm deler Hayeks beundring for markedet som idé og proces, men han adskiller sig dog fra ham ved, at markedsprocessen samtidig skal fremmes via eksplicit lovgivning, som forhindrer enhver form for monopoldannelse. Det er forbrugerne som gruppe, som får størst gevinst heraf, uanset om de også optræder som arbejdere og arbejdsgivere.

Nogle har kritiseret Böhm for at overse, at han ikke i sine analyser af nødvendigheden af en anti-monopollovgivning inddrog, at der var en nærliggende fare for, at den utilitaristiske logik i neoliberalismen koloniserede den selvsamme lovgivning.

Der er også kritik af, at Böhms har et forholdsvis teknokratiske begreb om en økonomisk forfatning, som man har set udspille sig, da den økonomiske forfatning overførtes til europæisk plan. Böhm havde heller ikke ifølge visse kritikere et tilstrækkeligt klart blik for de grupper, som faldt helt uden for at kunne drage fordel af et ordoliberalt konkurrencepræget marked.

• ordoliberalisme
• Walter Eucken