Frankrigs renæssancearkitektur

Centrum for den tidlige franske renæssancearkitektur fra ca. 1500-1530 var den frugtbare Loiredal, hvor kongehuset og aristokratiet i behagelig nærhed af Frankrigs daværende hovedstad Tours opførte og ombyggede adskillige slotte i en tidstypisk kombination af traditionel middelalderlig byggeskik og italiensk renæssanceteori og formsprog.

En ivrig bygherre var Frans 1., hvis ombygninger af slottene i bl.a. Blois (1515-1524) og Fontainebleau (1528-1540 af Gilles le Breton) er karakteristiske eksempler på den tidlige renæssancestil.

Bag facadernes rigdom af klassiske ornamenter genfinder man den middelalderlige asymmetri og i tagenes stejle profil den gotiske forkærlighed for himmelstræbende vertikalitet. Også Frans 1.s nybyggeri, jagtslottet Chambord (1519-1550), fik efter middelalderlig skik svære, borgagtige hjørnetårne og en typisk gotisk tagprofil.

Det samme kompromis mellem middelalderlig byggestil og italiensk inspireret renæssanceornamentik kan ses i periodens kirkearkitektur, fx Saint-Eustache i Paris (påbegyndt 1532), i borgerskabets byhuse og i adelens palæer, bl.a. Hôtel Lallemant (1518) i Bourges og Hôtel Pincé (1533) i Angers.

I forsøget på at udkonkurrere italienerne i kunst og kultur begyndte Frans 1. fra ca. 1530 at indkalde italienske kunstnere, bl.a. arkitekten Sebastiano Serlio. Han beherskede som arkitekturteoretiker til fulde det klassiske formsprog, som det ses i det pilasterprydede slot Ancy-le-Franc, påbegyndt af Serlio i 1546.

Den samme indsigt kommer til udtryk i Pierre Lescots Louvrefløj i Paris (1546-1551), hvor Pierre Lescot ved en korrekt, men selvstændig brug af det italienske formsprog skabte en klassisk facadekomposition med midt- og siderisalitter (dvs. svagt fremspringende dele af facaden) og udsmykning i lavt relief; denne komposition dannede herefter skole for fransk paladsarkitektur.

Fremtrædende arkitekter i anden halvdel af 1500-tallet var Philibert Delorme og Jean Bullant, som efter studier i Rom begge mestrede den klassiske renæssancestil. Delorme opførte for Henrik 2.s elskerinde, Diane de Poitiers, bl.a. slottet Anet (1547-1552), et trefløjet anlæg, behersket af en anderledes monumentalitet end hidtil set. Slotskapellet med den cirkulære grundplan er det første franske sakralbyggeri, hvor man har fulgt renæssancens princip, at cirklen er den mest perfekte form og derfor velegnet til Guds hus.

I slottet Écouen (ca. 1555) for Anne de Montmorency introducerede Jean Bullant kolossalpilastrene, dvs. søjler gennem flere etager, i fransk arkitektur. Det var en udsmykning, som gav inspiration til udformningen af Hôtel de Lamoignon (1584) i Paris.

Herefter blev Paris under Henrik 4.s regering omkring år 1600 det nye centrum for det større byggeri, og den mere pompøse barokstil begyndte at manifestere sig i arkitekturen.

• Frankrigs arkitektur
• Frankrigs barok- og rokokoarkitektur
• Frankrigs middelalderarkitektur
• Frankrig i øvrigt
• Paris' arkitektur og museer
• Italien – arkitektur – barok og nyklassicisme