Faktaboks

Fjerritslev Kirke
Sogn
Kollerup-Fjerritslev Sogn
Provsti
Jammerbugt Provsti
Stift
Aalborg Stift
Kommune
Jammerbugt Kommune

Fjerritslev Kirke er en tidstypisk, middelalderligt inspireret kirke, som ligger midt i Fjerritslev.

Kirkebygning

Kirken er opført i 1907 efter tegning af arkitekten Kristoffer Varming (1865-1936), som stod bag flere kirker i det nord- og vestjyske i perioden, fx Vinderup Kirke. Den hvidkalkede Fjerritslev Kirke er en tidstypisk, middelalderligt inspireret kirke med mange formtræk lånt fra senromansk arkitektur og gavle udsmykket efter gotisk mønster. Kirken er opbygget af et kor og et skib med to korsarme, samt i vestenden et tårn, hvis underetage fungerer som indgangsparti.

Kirken

Fjerritslev Kirke
Over indgangsdøren til kirken sidder der en billedsten, en såkaldt tympanon, med et indhugget relief af Kristus og to lam.
Af .
Licens: CC BY SA 2.5

Kirkearkitekturen i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet var præget af tidens idealisering og beundring af fortiden. I Fjerritslev Kirke ses dette i de mange arkitektoniske træk, der er lånt fra den romanske og gotiske kirkearkitektur.

De romanske træk kan ses i de rundbuede vinduer og særligt i indgangspartiets dekorative detaljer. Over døren er der indsat en halvmåneformet billedsten, et tympanon, som er udsmykket med et relief af Kristus og to lam. Ved siderne af døren er der to kvadre med relieffer af løver – et træk som er kendt fra flere danske middelalderkirker, særligt i Nordjylland. Inspirationen fra gotisk tid ses på flere af gavlene i form af forskellige typer blændingsdekorationer, dvs. dekorative murnicher.

Kirkens indre

Indvendigt præges kirken af de hvidkalkede vægge og det tøndehvælvede loft i skibet. I siderne af hovedskibet er korsarmene forbundet med skibet ved arkaderækker, som bæres af granitsøjler.

Inventar i Fjerritslev Kirke

Fjerritslev Kirke
Døbefonten i Fjerritslev Kirke er samtidig med kirken og udsmykket med englehoveder.
Af .
Licens: CC BY SA 2.5

Kirkens inventar er alt sammen fra opførelsestiden. Døbefonten i sandsten er udsmykket med englehoveder, og på den enkle prædikestol er der forgyldte indskrifter. Altertavlen er et maleri af Kristus, der bærer korset til Golgata.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig