Fairey Aviation Company

Artikelstart

Fairey Aviation Company, britisk flyfabrik i Hayes nær London. Hovedparten af flytyperne var bestemt for den britiske flåde, men man fremstillede dog også bombefly til Royal Air Force (Fairey Hendon). I 1960 blev flyproduktionen overtaget af Westland.

Fabrikken blev grundlagt i 1915 af Charles Richard Fairey, der indtil da havde arbejdet for Shorts Aircraft. Hans første fly var den hangarskibsbaserede Fairey Campania (1917). Firmaet opnåede berømmelse for sin opfindelse af flaps, der gav Faireys fly stor manøvredygtighed. Verden blev opmærksom på Faireys produkter ved fremkomsten af det vellykkede militærfly Fairey IIID (1922). Dette fly blev eksporteret til en række lande. Portugal anvendte det i sommeren 1922 til at krydse Sydatlanten fra Lissabon til Rio de Janeiro. Det krævede nogle mellemlandinger undervejs samt brug for et par erstatningsfly. I 1926 gennemførte et Fairey Long Range Monoplane en 6.660 km nonstop-tur til Indien på 50½ time. To år senere fløj et tilsvarende fly nonstop til Sydafrika på 57 timer. Jagertyperne Fox og IIIF deltog og gennemførte kapløbet i 1934 fra England til Australien.

Faireys mest berømte flytype blev det hangarskibsbaserede torpedofly Swordfish, der blev fremstillet i knap 2.400 stk. Den kom midt i 1930'erne og holdt ud til krigens slutning. Det indlagde sig berømmelse i nov. 1940 ved et destruktivt natangreb på den italienske flådebase Taranto. I maj 1941 muliggjorde en Swordfish sænkningen af slagskibet Bismarck. Store militærordrer på fly bevirkede, at man i 1937 flyttede noget af produktionen til Ringway nær Manchester. Her fremstilledes typer som det lette bombefly Battle (1936), jagerflyene Albacore (1938), Fulmar (1940), Barracuda (1940) og Firefly (1941). Man licensfremstillede desuden 500 Bristol Beaufighter og 600 Handley Page Halifax. Efter krigen kom typer som antiubådsflyet Gannet (1949) og helikopterhybriden Rotodyne (1957), som vakte stor opmærksomhed som passagerfly, men det kom desværre aldrig i produktion.

I Danmark skrev Marinens Flyvevæsen i 1939 kontrakt med Fairey om licensbygning af et dusin Fairey P.4/34 tosædede rekognoscerings- og lette bombefly, der mindede om Battle og Fulmar. Otte Rolls-Royce Merlin-motorer til disse nåede frem, inden krigen satte en stopper for projektet. Efter krigen købte Flyvevåbnet nogle gulmalede T.T. Mk.1 Firefly med Rolls-Royce Griffon, som anvendtes som slæbemålsfly (T.T. = target towing). Et af disse er bevaret ved Danmarks Flymuseum i Stauning.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig