Frederick Handley Page, 15.11.1885-21.4.1962, britisk flykonstruktør og -fabrikant. Handley Page byggede sit første fly i 1909. I 1919 fik han patent på en vingetype med en spalte i forkanten, der nedsatte landingshastigheden og fik stor betydning for flyvesikkerheden. Handley Page byggede især store fly, bl.a. Halifax-bombeflyet, hvoraf der 1940-46 blev bygget 6176. Fabrikken lukkede i 1970.