Færøerne. Kongsgården i bygden Kirkjubøur kan dateres tilbage til middelalderen.

.

Færøerne – historie, Irske munke kom som de første til Færøerne i 600-t., men i begyndelsen af 800-t. blev de fortrængt af norske vikinger, der gennemførte en større bosættelse. Øerne blev dermed sprogligt, handelsmæssigt, politisk, religiøst og kulturelt en del af vikingetidens nordatlantiske og norrøne helhed, og udvandrerne medbragte deres norske forestillingsverden til øerne samt deres sociale mønster og deres landbrug.

Hvor hurtigt øerne blev helt udbygget, er vanskeligt at sige, men omkring 1300-t. var indbyggertallet sandsynligvis ca. 4000. Dette antal synes at have været det økonomisk bæredygtige indtil slutningen af 1700-t., da Færøerne på linje med det øvrige Vesteuropa kom ind i en langvarig befolkningsvækst, der varede lige til ca. 1990.

De få middelalderlige kilder sandsynliggør, at øerne op til 1500-t. som helhed har haft en socialstruktur bestående af nogle få storbønder, en del odelsbønder (selvejerbønder) samt fæstebønder under kirken, kongemagten og storbønderne, hvortil kom en underklasse af jordløse husmænd og tyende foruden antagelig op til 1200-t. en del ufrie trælle. En egentlig adel fandtes ikke. Fra omkring år 900 samledes færøske storbønder til et lovgivende, dømmende og politisk bestemmende Alting.

De første generationer var formodentlig religiøst knyttet til den nordiske gudetro. Samspillet mellem udbredelsen af kristendommen og den norske kongemagts centraliseringsbestræbelser resulterede i, at Færøerne fra ca. 1035 blev et skatteområde under Norge. Herefter øgedes kirkens og kongens magt langsomt på øerne. I 1271 lagde kongen Færøerne ind under den norske Gulatings ret, og i 1298 fik øerne af kongemagten deres egen grundlæggende retsbog, Seyðabrævið (Søjde- eller Fårebrevet), der fastlagde retsregler på landbrugsområdet. Altinget var på den tid ændret til et løgting (Lagting) med antagelig 36 lagretsmænd, seks fra hvert af de seks sysler, der var de administrative enheder, øerne var opdelt i, og udpeget af sysselmændene, der var en slags lokale fogeder. Tinget havde nu mindre politisk og lovgivende myndighed og virkede mere som en domstol under ledelse af løgmaðurin (lagmanden), der var kongeligt udnævnt ligesom sysselmændene.

I 1152 var Nidaros (Trondheim) blevet ærkebispesæde for Norge, og frem til ca. 1540 var Færøerne et bispedømme under Nidaros, selvom det i perioder var sjældent, at de udnævnte bisper faktisk befandt sig på øerne. Kirkens og bispedømmets centrum i middelalderen var Kirkjubøur. Her findes stadig øernes eneste romanske sognekirke fra sidst i 1100-t., viet til Olav den Hellige (se Olav 2. Haraldsson), samt den storslåede ruin af den gotiske Magnuskatedral fra omkring 1300, antagelig påbegyndt af Erlendur (d. 1308), der var biskop 1269-1308.

Politisk og handelsmæssigt var øerne i middelalderen knyttet til Bergen. I 1380 fulgte Færøerne med Norge under den danske krone, hvor de forblev sammen med Island og Grønland indtil 1815.

Økonomisk var hansestæderne dominerende i Bergen og på Færøerne i 1300- og 1400-t. Tórshavn blev landets førende handelsplads i forbindelse med Lagtingets nedsættelse. Siden flyttedes tyngdepunktet økonomisk og politisk til København, hvor kongemagten i 1500- og 1600-t. overgav eneretten til handelen til handelsselskaber. 1655-1709 blev Færøerne givet i forlening til kronens kreditorer, først til Christoffer Gabel, siden til hans søn, Frederik Gabel, i 1670. I 1709 overtog kronen selv monopolhandelen på øerne, indtil den blev ophævet i 1856. Statsmagten havde siden sidst i 1700-t. gentagne gange uden held forsøgt at fremme den samlede økonomiske produktion på øerne ved at gå ind for øget fiskeri med henblik på eksport og øget beskæftigelse.

Med Reformationens indførelse ca. 1540 beslaglagde kongemagten kirkens godser, der på det tidspunkt udgjorde knap halvdelen af den anvendelige jord. Kronens jord fæstedes på lempelige vilkår til såkaldte kongsbønder. I kraft af familieovertagelse af fæstet blev der snart tale om en slags arvefæste, og kongsbønderne blev den stabile kerne i socialstrukturen. Den frie odelsjord sikrede ved stadige arvedelinger, køb og salg ikke den samme stabilitet og prestige til odelsbonden. I øvrigt havde en kongsbonde tillige ofte odelsjord.

Syv præstegæld (pastorater) blev fortsat efter Reformationen med syv præster, der på omgang betjente de omkring 40 kirker, hvor befolkningen om søndagen for det meste måtte klare sig med lægmandsoplæsning og salmesang. Evnen til at læse trykt skrift var op til det moderne skolesystems indførelse efter 1872 ret udbredt via hjemmeundervisning. En mindre latinskole i Tórshavn havde i 1600- og 1700-t. betydet en del, men først med realskolen fra 1861 påbegyndtes den mere moderne højere uddannelse på øerne.

I 1687 indførtes enevældens nye Norske Lov på Færøerne, der løbende suppleredes med love og reskripter fra centralstyret i København. En sorenskriver, egentlig en retsskriver, overtog i løbet af 1700-t. i praksis mere og mere af dommergerningen, og i 1816 ophævedes Lagtinget.

I 1821 blev Færøernes status som et amt fastlagt, og de ledende embedsmænd var herefter amtmanden, provsten, sorenskriveren (dommeren), landfogeden (dvs. politimesteren, skattechefen og til 1856 chefen for den kongelige monopolhandel) suppleret med en håndfuld præster, en landfysikus (læge) og Tórshavns Forts kommandant. Færøerne havde tidligere selv stillet mange af disse embedsmænd, dvs. at øerne i ret høj grad havde styret sig selv, men i 1800-t. var embedsmændene i stigende grad udsendte danske.

Færøerne blev i 1849 lagt ind under Grundlovens gyldighedsområde med en færøsk repræsentation i Rigsdagen. 1852-54 indførtes et moderne folkevalgt amtsråd under navn af Lagtinget, og i 1872 indførtes en kommunalinddeling, der i 1997 tæller 49 primærkommuner. Lagtingets myndighedsområde udvidedes i 1948 under en hjemmestyreordning, der stadig er gældende.

I 1856 ophævedes den kongelige monopolhandel, og snart øgedes den økonomiske aktivitet på mange områder. Kartoffelavlen udbredtes med held i begyndelsen af 1800-t., og ved en omfattende udvidelse af bygdernes dyrkede areal øgedes landbrugsproduktionen stærkt. Alligevel var det overgangen omkring 1880 til et eksportorienteret dybhavsfiskeri med saltning og tørring af fisken ved kvindelig arbejdskraft, der for alvor bragte Færøerne ind i det moderne markedsdominerede verdenssamfund og gjorde fiskeriet til øernes altdominerende næringsvej. I 1900-t. har fiskeriet løbende stået for mere end 90% af eksporten og dermed sikret betaling af den nødvendige import. Begyndende med 1930'ernes kriseløsninger og fortsat fra 1950'erne har direkte og indirekte subsidier fra den danske stat betydet meget for moderniseringen af fiskeriet og for indførelsen og opretholdelsen af en moderne velfærdsstat på øerne.

Omkring 1890 fremstod en kulturel og sproglig selverkendelse på øerne, formidlet af foreningen Føroyingafelag og bladet Föringatíðindi og fra 1899 af en færøsk højskole. Fra begyndelsen lå det indbygget i den kulturelle færøske bevægelse, at den måtte blive politisk, og denne åbne politisering foregik i 1900-t.s første årti med bl.a. kongsbonden og politikeren Jóannes Paturssón som igangsætter. I centrum stod længe kampen for færøsk i skole, kirke og retsvæsen. En sproglig ligestilling mellem dansk og færøsk i skole og kirke indførtes 1938/39, og siden har færøsk været dominerende på alle planer, bortset fra i retsvæsenet.

Lagmænd
  • Andreas Samuelsen (1948-50)
  • Christian Djurhuus (1950-59)
  • Peter Mohr Dam (1959-63)
  • Hákun Djurhuus (1963-67)
  • Peter Mohr Dam (1967-68)
  • Christian Djurhuus (1968-70)
  • Atli Dam (1970-81)
  • Pauli Ellefsen (1981-85)
  • Atli Dam (1985-89)
  • Jógvan Sundstein (1989-91)
  • Atli Dam (1991-93)
  • Marita Petersen (1993-94)
  • Edmund Joensen (1994-98)
  • Anfinn Kallsberg (1998-2004)
  • Jóannes Eidesgaard (2004-08)
  • Kaj Leo Johannesen (2008-15)

Under 2. Verdenskrig var Færøerne besat af Storbritannien og dermed afskåret fra Danmark. Besættelsesmagten blandede sig kun lidt, og øerne styrede derfor i høj grad sig selv i et samvirke mellem amtmanden og Lagtinget, der nedsatte en form for regering.

Erfaringerne fra krigen nødvendiggjorde en ophævelse af øernes amtsstatus og langt større færøsk selvstændighed. Efter et af regeringen forkastet folkeafstemningsresultat om færøsk uafhængighed blev der efter nye lagtingsvalg og lange forhandlinger opnået enighed om en hjemmestyreordning, der trådte i kraft i 1948.

Indtil de seneste års dybe krise må det konstateres, at Hjemmestyreloven indtil 1990 har fungeret som en god ramme for øget færøsk selvstændighed, hvorunder de store partier i vekslende koalitioner har deltaget aktivt i Færøernes styre, ligesom man politisk har stået sammen om at modernisere fiskeriet og skabe en nordisk velfærdsstat. Forholdet mellem Danmark og Færøerne blev i 1990'erne rystet i forbindelse med den såkaldte Færøbanksag, der fulgte i kølvandet på en ødelæggende økonomiske krise. Den gav selvstændighedstilhængerne fornyet opbakning. Ved lagtingsvalget i 1998 havde det republikanske Tjóðveldisflokkurin markant fremgang, og der blev dannet et Landsstyre, hvis hovedmål var løsrivelse fra Danmark og hurtig oprettelse af en suveræn færøsk republik. Der var langvarige, men resultatløse forhandlinger med den danske regering, og i løbet af 2000 gik forhandlingsprocessen helt i stå.

Begyndelsen af 2000-t.

Ved valget i 2002 tabte det siddende landsstyre to mandater, der gik til Sambandspartiet, som er imod løsrivelse, men det lille Midterparti blev optaget i Landsstyret, som dermed fortsatte til 2004, hvor en koalition af Socialdemokrater, Fólkaflokkur og Sambandsflokkur dannede nyt landsstyre med mere pragmatiske mål end det foregående. Ved valget i 2008 gik landsstyrekoalitionen et mandat tilbage. Jóannes Eidesgaard fortsatte i første omgang som lagmand og leder af en koalition bestående af Javnaðarflokkurin, Tjóðveldi og Miðflokkurin. Senere på året brød samarbejdet sammen som følge af uenigheder både internt i de enkelte partier og mellem partierne, og der dannedes en ny koalitionsregering, der nu igen bestod af de tre store partier Fólkaflokkurin, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin. Regeringen har fået navnet ABC-regeringen efter partiernes partibogstaver. Ny lagmand blev Kaj Leo Johannesen fra Sambandsflokkurin.

Ved valget i 2015 gik både Sambandsflokkurin og Sambandspartiet tilbage, mens Javnaðarflokkurin blev valgets store vinder og landets største parti.

Læs også om Færøernes forhistorie eller om Færøerne i øvrigt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig