Eventyrernes Klubs runde bord
Medlemmerne har skåret deres navne i klubbens runde bord, hvor mange skrøner er blevet fortalt gennem årene.
Eventyrernes Klubs runde bord
Af /Eventyrene Klub.

Eventyrernes Klub er en forening for mandlige globetrottere, der søger eventyret i fremmede lande uanset strabadserne, og som er i stand til at formidle oplevelserne til andre. Foreningen har til formål at give medlemmerne mulighed for at mødes med ligesindede.

Faktaboks

Også kendt som

The Adventurers' Club of Denmark

Eventyrernes Klub har 110 medlemmer (2024) og holder til i et gammelt pakhus i Nyhavn i København, som i 1970'erne blev skænket af et af medlemmerne. Man kan ikke søge om optagelse, men bliver uopfordret spurgt af foreningens bestyrelse.

Eventyrernes Klub i dag

Eventyrernes Klub
Medlemmerne fotograferet foran klubhuset i Nyhavn, ved julefrokosten i 2019.
Eventyrernes Klub
Af .

Eventyrernes Klub giver eventyrere et fællesskab, der dyrker eventyret og fortælleglæden. I tråd med det udtalte den tidligere formand for Eventyrenes Klub, Albert Reumert Rasmussen, der også var biologilærer og excentrisk ejer af Langstrup Dyrepark, at ”man aldrig måtte overdrive mere end 30% men heller ikke mindre end 15%”. I medlemslisten fra 1973 er eventyrenes sang gengivet med verslinjen: ”verden er vældig, og verden er vor!” Den verslinje lever klubben stadig op til, for medlemslisten dokumenterer, at verden for deres vedkommende er grænseløs.

Selv om masseturismen har ført til, at stort set intet hjørne af kloden ikke har været besøgt, så finder medlemmerne nye veje. Derfor blev den sovjetiske kosmonaut Jurij Gagarin æresmedlem, og astronauten Andreas Mogensen er også medlem. Med rummet som klubbens fremtidige operationsbase, vil rekrutteringspotentialet fremover være uendeligt.

Eventyrernes Klubs oprindelse

Foreningen blev stiftet i 1938, bl.a. på initiativ af Magdalene og Peter Freuchen samt piloten A.P. Botved og Estrid Bannister. Ifølge Eventyrenes Klubs jubilæumsbog De Eventyrlige (2018) ville Peter Freuchen skabe en dansk variant af The Explorers Club i New York, stiftet i 1904, som han selv var medlem af. Medlemmet Alex Frank Larsen beskrev deres oprindelige formål:

Under optakten til 2. Verdenskrig så Peter Freuchen risikoen for en verden med lukkede grænser og fjendtlig nationalisme. Derfor ville han skabe et frirum med levende forbindelser til den store verden, hvor medlemmernes oplevelser fra eventyrlige langfarter ikke gik i glemmebogen, men tværtimod kunne give inspiration til nye eventyr”.

Eventyrlige oplevelser var i højere grad i overensstemmelse med The Adventurers Club of New York, stiftet i 1912, end The Explorers Club, som støtter forskning. Sidstnævntes formål svarer til Det Kongelige Danske Geografiske Selskabs, som er at ”fremme kendskabet til Jorden og dens beboere og udbrede interessen for geografisk videnskab”.

De danske Eventyrenes Klub blev da også, ifølge The Adventurers Club of Los Angeles fra 1921, stiftet med The Adventurers Club i New York som inspiration. Forfatteren, journalisten og formidlingsmedarbejder ved Arktisk Institut Janni Andreassen skrev i bogen om Peter Freuchen Altid Frimodig (2013), at Freuchen ikke alene var medlem, men vicepræsident for Adventurers Club i New York. Men det var han ifølge klubben ikke. Der er derfor en smule uklarhed omkring inspirationen til Eventyrenes Klub i København.

Broderklubber

Adventurers Clubs tre afdelinger i USA, New York, Chicago (1913) og Honolulu (1955) var i 1973 Eventyrernes Klubs officielle ”broderklubber”. Det officielle samarbejde med The Adventures Club of Los Angeles, er ifølge Eventyrernes Klub ophørt, men de to klubber har stadig en tilknytning til hinanden. Keith Chase, som er tidligere præsident og mangeårigt medlem af bestyrelsen i Los Angeles, fortæller, at klubber er kommet og gået gennem årene, at der aldrig har været nogen tæt forbindelse mellem klubberne, og at de sjældent har besøgt hinanden. Der har aldrig været forsøg på at organisere de amerikanske og internationale klubber. Chase udtaler ligeledes, at der ikke har været noget decideret samarbejde mellem The Adventurers Club og The Explorers Club, og deres “filosofier” er helt forskellige, men at der er personer, der har været medlem begge steder.

The Adventurers Club i Los Angeles benævner ikke desto mindre tre klubber som såkaldte chapters, deriblandt Eventyrenes Klub i København. Hvilken af de to amerikanske klubber, Explorers eller Adventurers Club, der definitivt var inspiration til Eventyrenes Klub, er ikke afklaret, men med stor sandsynlighed var de det begge. Alex Frank Larsen, der har redigeret jubilæumsbogen De Eventyrlige, genkender visse fælles træk mellem den danske og de internationale klubber, men også markante forskelle:

"Hos os er der både videnskabsmænd, ekspeditionsdeltagere, kunstnere, kokke, murere, selvlærte vagabonder og lommefilosoffer, sømænd, læger, filmmagere, flyvere, erhvervsledere og en enkelt astronaut. Men uanset baggrund er det et vigtigere kriterium, at man kan fortælle om sine oplevelser. Endvidere er det utænkeligt, at man for eksempel kan købe sig til et medlemskab eller komme ind via en donation. The Explorers Club i New York har indgået en aftale med Discovery, der giver tilskud til ekspeditioner mod at få retten til TV-visning derfra. Explorers Club får også betalt stipendier fra firmaer som Rolex og Fjällräven. Vi hæger om vores uafhængighed og lægger stor vægt på mangfoldighed. At vi er forskellige. Vi er en klub, ikke en loge. Derfor er den typiske eventyrer altid atypisk."

Machetebrødre

Oprindeligt var klubben både for mænd og kvinder. Men en uoverensstemmelse om sprogbrugen førte til, at klubben delte sig i to. Mændene ønskede at opretholde et frisprog, hvorimod kvinderne ønskede en mere høvisk omgangstone. Nogle af de kvindelige medlemmer foretrak dog den friske sømandstone og forblev medlemmer i den mandlige afdeling. Der findes således i dag også en klub for kvindelige eventyrere, Kvindelige Eventyreres Klub, stiftet i 1954.

Udtrykket Machetebrødre (1977) var titlen på en rejsebog fra Sydamerika skrevet af medlemmet Arne Falk-Rønne, og prædikatet "machetebrødre" passer godt på medlemmerne af Eventyrenes Klub i Danmark. Mange af de første medlemmer af Eventyrenes Klub havde rejst i Grønland, for eksempel kaptajn Ejner Mikkelsen, men medlemmerne kom hurtigt til at have berejst hele jorden, både det arktiske, antarktiske og Øst for Suez.

Medlemmerne havde fra begyndelse forskellig baggrund, som for eksempel museumsinspektør i Etnografisk Samling Werner Jacobsen, universitetslektor, dr. phil. Torben Wolff og mere kulørte personer som gøgleren Tribini og westernhelten Tom Mix. Foreningens love understregede, at som ordinære medlemmer kunne optages danske mænd, der under usædvanlige forhold havde haft usædvanlige oplevelser, fortrinsvis i fjerne lande. Tidligere havde en stor del af medlemmerne da også gjort tjeneste i andre europæiske landes kolonier, fx lægen Poul Toussieng, der gjorde tjeneste fra 1921 til 1937 i Hollandsk Ostindien. Et grundlæggende træk for alle klubbens medlemmer var dog rejsetrangen, og Lindeman skrev da også i bogen Med Eventyret over alle Grænser (1963):

Dette land er for lille, det mangler alt perspektiv og udsyn, alt det fjerne og det vilde. Det er saa velplejet og nuslet som en gammel jomfrus sovekammer. Det er saa tætkæmmet, at snart den sidste lus er knækket, den sidste loppe vil have gjort sit dødsspring – for ikke at tale om andet vildt. Det er saa gennemregistreret og rubriceret som et gensidigt forsikringsselskab. Det er nødvendigt at forlade det”.

Formidling om ekspeditioner

I trebindsværket Dansk Ekspeditionshistorie (2021) defineres videnskabelige ekspeditioner gennem indsamling, analyse og tolkning, for derigennem at opnå nye erkendelser. Men medlemmer af Eventyrenes Klub har haft en bredere definition af ekspeditioner. Klubbens bedrifter har ofte været formidlet til et bredere publikum, end de videnskabelige ekspeditioners har. Det har betydet, at det ofte var klubbens medlemmer, der i offentligheden definerede ekspeditionsbegrebet, og dermed var medlemmer som Aage Krarup Nielsen, Hakon Mielche, Arne Falk-Rønne og Jens Bjerre med til at flytte grænserne for ekspeditionsbegrebet.

På grund af deres folkelige gennemslagskraft formidlede medlemmerne af Eventyrernes Klub verdens geografi og kulturer til et bredt udsnit af befolkningen. I nogle tilfælde betød det en stereotypisering, men også det modsatte. Hakon Mielche beskrev fx overgreb på polynesierne i bogen Monsunens sidste rejse (1935) efter Monsunekspeditionen til Stillehavet, og Arne Falk-Rønne dokumenterede undertrykkelsen af Sydamerikas oprindelige befolkning i den internationale bestseller, Døde Indianere Sladrer ikke (1970).

Medlemmernes bøger blev tidligere skrevet i et andet sprog og med brug af andre betegnelser, end der bliver anvendt i dag, men et fællestræk er begejstringen for den store vide verden. I samtiden var de med til at udbrede interessen for andre kulturer end den danske.

Succesrig formidling af videnskab er der også eksempler på. Hakon Mielche var pressechef på Galathea 2-ekspeditionen (1950-1952), som hovedsageligt var en oceanografisk og biologisk ekspedition. Ikke desto mindre lykkedes det Mielche via film, bøger og foredrag at skabe en folkelig begejstring for en ekspedition, hvis resultater ellers blot vedrørte en snæver gruppe af biologer og zoologer.

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

  • Alex Frank Larsen (2018): De Eventyrlige, Jorden rundt i 80 år med Eventyrernes Klub, Turbine.
  • Ole Lindboe og Bjørn Harvig (2011): Udlængsel, 27 nye fortællinger fra Eventyrernes Klub, Gyldendal.
  • John Andersen (2002): Eventyrernes Klub, 24 fortællinger fra Det runde Bord, Forum.
  • Kelvin Lindemann (1963): Med Eventyrene over alle grænser, Boghallen.
  • Knud Clauson-Kaas (1945): Eventyrerne Fortæller Om Usædvanlige Oplevelser Paa Udsædvanlige Steder. Redigeret af, Gyldendal.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig