Faktaboks

Eugenio Montale
Født
12. oktober 1896, Genova
Død
12. september 1981, Milano

Eugenio Montale var en italiensk digter, der af mange anses for landets største lyriker siden Leopardi. Han voksede op i Genova i en borgerlig familie med sommerhus på den liguriske kyst; et landskab, der spiller en afgørende rolle i hans digte. Han ernærede sig som bibliotekar, oversætter, litteratur- og musikkritiker.

Montale fik i tiden efter 2. verdenskrig en enestående position i italiensk åndsliv, og der stod en umådelig respekt om hans værk og person. Han blev udnævnt til senator i 1967, æresdoktor i Cambridge samme år og modtog nobelprisen i 1975. Prosaen omfatter interessante breve og et stort og betydningsfuldt kritisk forfatterskab. Det var således Montale, der i 1925 opdagede forfatteren Italo Svevo. Forfatterskabet rummer desuden fortællinger, journalistik og essays, men den suverænt vigtigste del af værket er de seks digtsamlinger, der dækker hele hans liv, begyndende i 1925 med Ossi di seppia, betegnelsen for de rester af blæksprutters indre skal (sepiaskal), som kan findes langs stranden ved Middelhavet.

I Montales univers gives ingen mening eller sammenhæng, mennesket kan blot erkende sin situation og etablere en forbigående kontakt med tingene; det kan registrere og erindre. Hans digtning ændres med tiden, men den fundamentale pessimisme, også i forhold til samtidens politiske og kulturelle fænomener, forbliver urokket. Montale kan dermed ses som et af sit århundredes store vidner.

På dansk foreligger i bogform et udvalg oversat af Uffe Harder og Jørgen Sonne (Digte, 1976).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig